AnnonceLuk annonce




Ungdoms-zone til festival

26-05-2021

Der kommer en ungdoms-zone på Kalundborg Rock'er i år. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk  

Grundet COVID-19 restriktioner kommer Kalundborg Rock’er til at blive en del anderledes i år, når musikken spiller til august på Gisseløre. Festivalpladsen er nemlig inddelt i otte sektioner, hvoraf en af dem bliver en decideret ungdoms-sektion.

I år er Kalundborg Rock’er blevet til en én-dags festival, og festivalpladsen er inddelt i sektioner således, at man efterlever alle restriktioner i forbindelse med COVID-19. En af de otte sektioner, med hver plads til 500 personer, bliver en ungdoms-zone, hvor de 12-17-årige skal være. Her vil der ikke blive serveret alkohol.

De otte sektioner, der hver skal være 1.000 kvm, får hver tildelt et bogstav fra A til H. Der sælges først ud i sektion A, derefter B osv. Hvis man vil være tæt på scenen, skal man vælge sektionerne A eller B. I første omgang sættes 4.000 billetter til salg, heraf er der 500 ungdomsbilletter, men dette kan ændre sig i takt med, at restriktionerne ændrer sig. Billetterne bliver til voksne og unge mellem 12 og 17 år, men har man et barn på fx 10 år, og man som forældre vurderer, at han/hun godt kan være i ungdoms-sektionen, er det stadig en mulighed. Alternativt kan man købe voksenbilletter til sine børn, og de kan være i samme sektion som forældrene. Der er altså ikke gratis adgang til festivalen for børn, som der har været de andre år, da det ikke lader sig gøre grundet restriktionerne.

”Der bliver otte sektioner, med 500 i hver. Ud fra det vil vi selvfølgelig tilgodese ungdommen også, og det er vel typisk fra 12-17 år. Det er desværre sådan, at de forældre, der har børn, der skal med forældrene ind på festivalen, er nødt til at købe en voksenbillet også, da det er den eneste måde, hvorpå vi kan styre det. Der er desværre ikke noget der er, som det plejer, men det håber vi bestemt på, at det er næste år. Men har man fx et barn på 10-11 år, og man som forældre vurderer, at han eller hun sagtens kan være i ungdomssektion, er det fint, men man skal blot huske på, at man ikke kan mødes, som vanligt, grundet sektionerne. I år vil vi se en mere traditionel koncertform og ikke en familiefestival på samme måde, som de andre år,” siger Johnny Elmelund, der er presseansvarlig for Kalundborg Rock’er, og fortsætter: ”Vi opfordrer folk til, at købe billetter samlet, hvis man nu fx er en gruppe, der plejer at gå på festivalen sammen. Der er ikke noget max på, hvor mange billetter, man kan købe med mindre, der er udsolgt i sektionen. Men man kan se antal billetter, der er tilbage i hver sektion, når man skal købe.”

Håber på billetsalg fra 1. juni

Styregruppen bag Kalundborg Rock'er håber på, at man kan indlede billetsalget til festivalen, der finder sted den 14. august, den 1. juni. Billetterne kommer til salg på billetsalg.dk, der pt. er ved at udvikle en helt ny billetsalgs-model til sektions-festivaler. Derudover håber styregruppen, at de kan offentlighøre de første musiknavne inden weekenden og dermed også inden, at billetsalget bliver sat i gang. 

”Vi arbejder hårdt på at kunne offentliggøre det første musiknavn inden weekenden, men der er meget, der skal falde på plads. Vi er dog optimistiske, og vi knokler for at nå det,” slutter Johnny Elmelund.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0