Fredet jord bliver muligvis brugt som "paragliderbane"

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune har opsat et skilt med påbud om ikke at slå græs på det stykke jord, der ligger mellem fårefolden og Charlesvej på Røsnæs, og som er fredet. En eller flere ukendte personer slår nemlig græsset på arealet, men der er tale om et fredet areal, som oven i købet ejes af kommunen, og det er derfor ulovligt at lå græsset på dette område. Kommunen har mistænkt, at lige præcis det stykke jord bliver brugt som "paragliderbane", men de har ingen beviser for, at det er paraglidere, der slår græsset. Det er imidlertid ikke ulovligt at paraglide fra området.

En eller flere ukendte personer har igennem nogle år slået græsset på overdrevet ud til kystskrænten tæt ved golfbanen. Flere i området mener, at det er paragliderne, der står bag græsslåningen, men ingen har egentlige beviser herfor. Det er imidlertid ulovligt at slå det fredede areal, da der er tale om et naturareal af meget høj værdi, der bl.a. rummer Danmarks vel nok tætteste bestand af Hjorterod og mange andre overdrevsplanter. Hvis græsstriben fortsat holdes kortklippet, vil vegetationen med tiden ændres til netop et plæneareal. 

Det må ikke ske

”Det må ikke ske, og derfor beder vi om hjælp til at sprede i håb om, at uvæsnet med plæneklipning kan stoppes,” siger Peter Jannerup, der er biolog ved Plan, Byg & Miljø ved Kalundborg Kommune, og fortsætter:

”Den formelt korrekte procedure ville være at finde gerningsmanden (eller -kvinden), stile et påbud direkte til denne person og foretage de nødvendige skridt for at få det påbudte ført igennem. Men kommunen har ikke nogen gerningsmand på hånden, dog virker plæneklipperaktiviteten til at fortsætte også i år.”

Af den grund er skilteløsningen valgt, udformet så det ikke kan misforstås på stedet, men tilpas diskret til ikke at skæmme kyststrækningen alt for meget.

”Som det anføres på skiltet er det ikke i orden at foretage plæneklipning på arealet, der for øvrigt eges af kommunen – der er derfor tale om selvtægt/hærværk. I Natura 2000-sammenhæng er der tale om Habitatnaturtypen ’kalkoverdrev’, som Danmark er forpligtet til at opretholde og fremme,” fortæller Peter Jannerup.

Den seneste naturregistrering af arealet kan ses her: http://naturereport.miljoeportal.dk/816359

Del