AnnonceLuk annonce




Uenighed om håndtering af nedskrevet gæld

06-12-2018

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

TV-Kalundborg.dk bragte i går et læserbrev vedr. en rabat fra Kalundborg Kommune til Den Almene Boligsektor, og har i den forbindelse spurgt ind til kommunens behandling af sagen. 

I går bragte TV-Kalundborg et læserbrev af Svend-Aage Berg ”Jul på Borgmesterkontoret” omkring den almene boligsektor i Kalundborg, der angiveligt har fået en julegave fra administrationen på Kalundborg Kommune på ca. 8,8 mio. kr., idet de har fået nedskrevet den gæld, på ca. 22 mio. kr., som Den Almene Boligsektor i Kalundborg Kommune skylder ved tilbagekøbsdeklarationer. Det er en rabat på 40%, og det kan Svend-Aage Berg ikke forstå, at man kan give, da sagen ikke er blevet behandlet politisk.

Borgmester, Martin Damm, forstår ikke Svend-Aage Bergs anklager, og siger, at der er almindelig behandling på sagen, men at den endnu ikke er behandlet.

”Sagen er ikke behandlet endnu, og Svend-Aage Bergs læserbrev er ærlig talt lidt tyndt, han ved jo udmærket godt, at vi ikke har behandlet sagen endnu. Det er jo bare at forsøge at kaste skidt på os,” siger Martin Damm.

Men Svend-Aage Berg er helt uenig, og forstår ikke, hvordan administrationen kan køre så langt med sagen uden, at den har berørt det politiske system. Fællesorganisationens Boligforening (FOB) afholdte den 22. november ekstraordinær generalforsamling, hvor man netop stemte om frikøb af tilbagekøbsdeklarationer, og det blev vedtaget, at det skulle man med 81 stemmer for, og 27 imod. Tilbagekøbsdeklaration var et punkt på dagsordenen, og det blev oplyst, at aftalen er udarbejdet af BL, og at BLs direktør, Bent Madsen, har forhandlet aftalen på plads med Kalundborg Kommune. Det blev ydermere bekræftet på generalforsamlingen, at det bliver aftaleteksten med de 40 pct. rabat, der vil blive resultatet, hvis generalforsamlingen stemte ja.

”Det er jo netop pointen. Den er behandlet, men den er ikke behandlet politisk. Man har allerede givet en rabat på 8 mio.kr. Hvordan kan administrationen give 8 mio. kr. i rabat uden, at det politiske system er berørt?"

Fejlagtig procedure?

Svend-Aage Berg mener også, at der er arbejdet med en fejlagtig procedure, da værdiansættelsen skal fastlægges af enten tre personer, der er udpeget af Retten eller ( i dag) en valuar/ejendomsmægler, der er uafhængig, og det er ikke sket, da BL (Boligselskabernes Landsforening) har vurderet sagen. 

Martin Damm fortæller imidlertid, at han ikke ved noget om dette, da han ikke har set sagen.

”Jeg ved det ikke, jeg har ikke set sagen, fordi den ikke er behandlet endnu. Men der er lavet en praksis for, hvordan man håndterer den slags sager. Vi anede ikke, at der var grunde tilbage, hvor der var klausuler, det er normalt et hovedstadsfænomen. Vi prøver bare at løse den her efter samme melodi, så at sige, så vi stiller folk ens. Det vil naturligvis være samme model for alle,” siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt BL er inhabile i denne sag, svarer Martin Damm, at det mener han ikke, at de er. Kommunen bliver ligeledes kritiseret for at følge ’københavner-modellen’, i stedet for at bruge en ’Kalundborg-model’.

”Det er juridisk to helt forskellige formuleringer, og som at sammenligne æbler med pærer,” siger Svend-Aage Berg.

Men det er Martin Damm heller ikke enig i: ”Metoden er den samme i København som i Kalundborg. Vi ville gerne følge den praksis, der er for at få det afviklet, hvis det er, hvad boligselskabet ønsker. Jeg ved jo ikke, hvad de beslutter.”

Læs også: Jul på Borgmesterkontoret.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0