AnnonceLuk annonce




Udstilling på Kalundborg bibliotek

31-01-2019

Kalundborg Bibliotek er glade for endnu engang at kunne lægge rum til en flot udstilling af den alsidige og erfarne kunstner Karin Olander. Den sanselige oplevelse fylder meget i Karin Olanders udstillinger, i denne udstilling er det en kombination af foto og naturgenstande.

 Udstillingen kan ses på biblioteket i Kalundborg fra d. 1. februar til d. 1. marts.

Karin Olander egne ord om udstillingen:

’Wegzehrung’ er det tyske ord for rejseproviant eller vandringsbrød.

Det er et af værkerne på udstillingen, og en slags motto for udstillingen.

Kunst er, uanset om vi oplever den på de store museer, på bibliotekets eller hospitalets vægge eller laver den selv, ”næring for vejen”, dvs. noget vi næres af, sjæleligt og mentalt og derved styrkes også fysisk, på vores vej gennem livet.

Det kan opleves i et kort øjeblik, hvor man passerer et værk på vej gennem biblioteket eller gaden, eller når man fordyber sig på en udstilling.

Nogle gange tager vi værkerne med hjem, køber dem, hænger dem op, så vi ser dem dagligt – eller de er blevet fast inventar på gaden eller en institution – så er de til daglig impuls, nydelse eller spørgsmål.

Mennesket lever jo nemlig ikke af ”brød alene” - men i høj grad også af kunst, - menneskets forvandling af naturelementer og indre liv/ inspiration,  til værker, - en slags krystaller andre kan have glæde af.

De nuværende værker er krystalliseret over det sidste halve års rejse med stop i Rom og Holbæk, fra den ydre sol og skygge til de indre strukturer.

Vil du vide mere om udstillingerne på Kalundborg Biblioteker, så besøg hjemmesiden kalundborgbib.dk. Kalundborg Biblioteker er dit udstillingsvindue til den lokale kunst i dit nærområde.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0