AnnonceLuk annonce




Udsatte borgere skal forkæles i julen

06-12-2017

Kirsten Søs Hansen og Bente Ottesen i gang med at bage småkager. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Medborgerhuset i Bredgade gør alt hvad de kan for at skabe en god jul for udsatte borgere, med både god mad, hjemmebag, bankospil og selvfølgelig julemiddag juleaften.

Medborgerhuset i Kalundborg er fortrinsvis et værested for borgere med sindslidelser, psykisk sårbarhed og social udsatte. Her mødes alle grupper af mennesker til bl.a. mad i hverdagen, og i december har de ansatte og de mange frivillige som er tilknyttet, ekstra travlt, programmet for julemåneden er rigtigt stort, med bl.a. et stort julemarked på søndag fra 10 til 14, her kan købes mange forskellige juleting, bl.a. hjemmebagte julesmåkager.

Onsdag var der ekstra travlhed i køkkenet, som hver dag laver varm til omkring 100 borgere, men der blev også tid til at lave flere tusinde småkager, fire forskellige slags, brunkager, jødekager, vaniljekranse og klejner.

Ud over at småkagerne skal sælges på søndagens marked så serveres de for brugerne af Medborgerhuset resten af december måned.

Matador middag

De originale opskrifter fra tv-serien Matador er faldet i hænderne på Medborgerhusets køkken, derfor inviteres der, den 21.december, på grisehandler Oluf Larsens hjemmelavede medister og tante Møghes 100 års kage.

Juleaften er køkkenet selvfølgelig også klar med den helt store julemiddag, her ventes omkring 100 deltagere, og for de borgere som ikke har mulighed for selv at møde op i Medborgerhuset juleaften, og som er udvalgt af kommunens opsøgende team, venter der en dejlig julekurv, som ansatte og frivillige i Medborgerhuset laver de næste dage.

”Vi har rigtigt travlt i hverdagen, men her i december er der mere end rigeligt at se til”, fortæller Marianne Madsen, daglig leder af Medborgerhuset, og fortsætter,

”Det er langt fra noget 8 til 16 job, men det bliver en livsstil”.

Medborgerhusets nabo, supermarkedet Føtex, er også med til at skabe en god jul for brugerne, Jan Holm fra Føtex i Kalundborg, har henvendt sig til huset og tilbudt Medborgerhuset alle de ferskvarer som ikke er solgt den 23. december, på den måde kan der arrangeres en julefrokost 1. juledag.

Så selv om man har lidt ondt i livet, så skal de udsatte borgere selvfølgelig også mærke at det er jul, det sørger Medborgerhuset for.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0