AnnonceLuk annonce




Uden sponsorer ingen penge til bekæmpelse af kræft

03-06-2021

Fra venstre, Kvickly varehuschef Kirsti Thygesen,  Ole Lauritzen, der er formand for styregruppen i Stafet For Livet Kalundborg og Føtex varehuschef Dennis Larsen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Velvillige sponsorer støtter op om dette års Stafet for Livet, som håber at op mod 200 deltagere kan være med til at sende 50.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse.

Arrangementet Stafet for Livet bliver i år anderledes end tidligere, dels varer det kun 12 timer mod før 24, og de tilmeldte hold går og løber fra deres egen base, mod tidligere hvor alle hold var samlet i Munkesøen.

Men corona situationen gør det ikke muligt at samles så mange mennesker, så styregruppen bag Stafet for Livet i Kalundborg har arbejdet hårdt for stadigvæk at kunne gennemføre i den gode sags tjeneste, og det er lykkedes, ikke mindst takket være gode sponsorer.

”Det er som er vigtigt er, at uden sponsorer ville det være svært at skaffe et overskud til forebyggelse af kræft, og to af hovedsponsorerne er Kvickly som giver sandwich til alle deltagere og Føtex som sponserer en kold anretning til aftensmanden,” fortæller Ole Lauritzen, der er formand for styregruppen i Stafet For Livet Kalundborg.

Foreløbig er 10 hold tilmeldt stafetten, som foregår lørdag d. 12. juni hvor borgmester Martin Damm (V), byder velkommen kl. 11.00 i Munkesøen.

Derefter overtager journalist, forfatter og tidligere kræftpatient, Arne Notkin, ordet. Han vil fortælle lidt om sit cancerforløb, og derefter går stafetten i gang. Det er kun fighterne og styregruppen, der vil være at finde i Munkesøen.

Der er stadig mulighed for at tilmelde sig til Stafet for Livet. Ole Lauritzen håber at deltagerantallet når op på 200 deltagere og regner med at kunne sende 50.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse efter arrangementet.

En smuk lysceremoni kommer til at slutte dagen af, og Per Larsen, der er tidligere chefpolitiinspektør, men også fighter, vil sige et par ord i forbindelse med, at der efterfølgende tændes lysposer, der smukt lyser i aftenmørket. Lysposerne vil blive tændt kort efter kl. 22.30. Stafetten lukker derefter kl. 23. 

Køb af lysposer foregår både hos Kvickly, Føtex og i Meny Kalundborg, hvor de sælges i kiosken. Her kan man betale med MobilePay eller putte kontanter i bøtten, der står i kiosken med en label på. Pengene går også her ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Alle kan deltage

Alle kan stille et hold med venner, familie, kolleger, foreningsaktive eller andre, som gerne vil støtte kampen mod kræft. Man bestemmer selv, hvor stort holdet skal være, hvordan man vil bevæge sig, og i hvor mange timer den enkelte deltager er med. Fælles for alle, er at holddeltagerne betaler for at deltage i stafetten – 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn og unge under 18 år. Pengene går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patiensstøtte. 10 % går til det lokale arbejde i Kalundborg lokalforening. 

Man kan læse mere om arrangementet på hjemmesiden www.stafetforlivet.dk/kalundborg 

Fakta:

  • Stafet For Livet i Kalundborg afholdes den 12. juni 2021 i hele Kalundborg. 
  • Den første stafet blev afholdt i 2018, og i 2019 blev succesen gentaget.
  • Stafetten blev aflyst i 2020 grundet COVID-19.
  • Stafetten bliver en anderledes version i 2021 grundet COVID-19.
  • Stafet For Livet krydser fingre for, at man i 2022 kan mødes på normal vis, og stå sammen i kampen mod kræften.
  • I 2019 blev der samlet ca. 175.000 ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0