AnnonceLuk annonce




Tusindvis af timer for at gøre klar til Int. Military stævne

15-05-2019

Mikkel Jørgensen ved en af de mange forhindringer som han selv har fået ideen til og bygget ,sammen med en lang række af frivillige. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det store internationale Military stævne Kalundborg Horse Event, afvikles i weekenden i Kalundborg. Arrangørerne har brugt flere tusinde timer for at alt kan være klar.

Kalundborg Horse Event 2019, et stort internationalt Military stævne afvikles i Kåstrup hos Team Cep/Stald Jørgensen i den kommende weekend, den 17. til 19. maj, og byder bl.a. på 160 starter med ryttere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

Military er ridningens formel 1, som også sammenlignes med triatlon, da den består af tre olympiske discipliner, dressur, terrænspringning og ridebanespringning.

Og netop terrænspringningen er en kæmpe opgave for arrangørerne, der skal nemlig bygges mange forskellige forhindringer som rytterne kan springe hen over eller igennem. Hos Stald Jørgensen havde man rigtigt mange forhindringer fra tidligere stævner, men der er bygget 15 nye, helt efter ide og layout fra Mikkel Jørgensen, der er tømmermester, men også indehaver af Stad Jørgensen og idemanden til det store internationale stævne.

”Jeg vil tro vi har brugt omkring 2500 timer før vi er helt klar til weekenden, lørdag søndag var vi 20 mand på opgaven, og resten af ugen vil der være 10 mand i gang med at gøre de mange forhindringer færdige, det er et kæmpe arbejde,” fortæller Mikkel Jørgensen.

Større end beregnet

Der var egentligt lang op til at det skulle være et mindre nationalt stævne, men pres fra flere udenlandske ryttere fik Mikkel Jørgensen til at ’sadle om’.

”Det er faktisk kun tre uger siden at vi tog beslutningen om at gøre stævnet internationalt efter pres fra flere ryttere, som manglede international træning,” siger Mikkel Jørgensen.

Terrænbanen på Gåsetoftevej er næsten fire kilometer lang og rækker helt fra Gåsetoftevej og helt ind til markerne bag Meny på Nørre Alle. Her er der bygget 35 forhindringer som de mange ryttere skal kæmpe mod.

Faktisk bliver der 11 forskellige baner som rytterne skal igennem alt efter hvilken klasse der deltages i.

Gratis entre

Publikum har masser af muligheder for at opleve det spændende internationale Military stævne hos Stald Jørgensen i Kåstrup, og der er gratis entre.

Fredag aften, starter de første dressurklasser kl. ca. 17.30. lørdag d. 18. maj er der fuld drøn på programmet. Dressurklasserne forventes at starte omkring kl. 8.00, springklasserne fra kl. 9.00 og terrændelen, som er meget publikumsvenlig, hvor man kan komme tæt på hestene, mærke jorden gungre og adrenalinen suse, når hestene galoperer forbi, starter klokken ca. 12.00 og strækker sig frem til ca. 17.30 med de store klasser til sidst.

Søndag, er der for de internationale klasser, spændende afslutning i ridebanespringning fra ca. 10.30-12.30

Dressur og ridebanespring afvikles på Strædet i Kåstrup, mens terrændelen foregår på Gåsetoftevej.

Kalundborg Horse Event 2019 tæller bl.a. som udtagelse til både EM og NM.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0