AnnonceLuk annonce




Turisterne er vilde med Sjællands Vestkyst

05-02-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Turisterne er så vilde med Sjællands Vestkyst, at der mangler feriehuse til udlejning. Derfor inviterer VisitVestsjælland alle interesserede til dialogmøde på Lerchenborg Gods søndag den 24 februar. 

Til mødet den 24. februar kan feriehusejerne blive klogere på mulighederne for udlejning, hvor det er muligt at tjene op til 40.000 kr. skattefrit om året.

”Vi har nogen skønne kystnære feriehusområder og hyggelige bymiljøer, som turisterne er vilde med. Derfor er der stor efterspørgsel på feriehuse til udlejning. Områdernes udvikling er afhængig af liv og aktivitet. Vi vil gerne bidrage til, at den lokale købmand, bager og fiskehandler kan holde åbent og overleve. Derfor håber vi, at flere udlejninger og øget brug af feriehusene kan være med til at sikre udvikling og bevarelse af aktive kystnære områder i mange år frem,” fortæller direktør i VisitVestsjælland, Jens Müller.

Information gives, og myter aflives

På møderne vil feriehusejerne få viden omkring mulighederne for udlejning og hvordan, det foregår og om de økonomiske fordele. Der skal desuden aflives en række myter.

”Der er en masse skrækhistorier om udlejning af feriehuse, som vi skal have gjort op med. Gæsterne ødelægger ikke husene eller lignende. Faktisk er det nærmest lige modsat,” siger Jens Müller.

Jakob Beck Jensen, der er udvalgsformand for Teknik & Miljø ved Kalundborg Kommune byder velkommen. Derefter vil direktør Jens Müller, VisitVestsjælland fortælle lidt om turismeudviklingens betydning for kommunen. Derudover vil Poul Sejer, Feriehusudlejernes Brancheforening fortælle om, hvad det er turisterne på Sjællands Vestkyst efterspørger.

Ligesom der vil være oplæg om affaldshåndtering, information om håndværkerfradrag og meget andet. Som afslutning på mødet byder VisitVestsjælland indenfor på markedspladsen, hvor deltagerne kan få lidt at spise og drikke, mens de kan tale med oplægsholderne.

Husk tilmelding

Mødet foregår på Lerchenborg Gods søndag den 24. februar kl. 10 - 12.30. Det er nødvendigt at tilmelde sig med tilmeldingslink via E-boks. Deltagelse i arrangementet er gratis, men ved udeblivelse opkræves et no-show-fee på 150 kr. pr. person. Har du spørgsmål, kan du kontakte Isabella Vassing hos VisitVestsjælland på isabella@visitvestsjaelland.dk. Tilmeldingsfristen for mødet på Lerchenborg Gods er den 18. februar.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0