AnnonceLuk annonce




Transportminister overvejer at føre motorvej gennem fredet område

21-12-2018

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Man må sige, at en Kattegat-forbindelse er dårligt nyt for regeringens nye Naturkanon i hvert fald, hvis motorvejen til broen bliver ført over et fredet område, hvilket transportministeren overvejer.

Transportminister, Ole Birk Olesen (LA) overvejer nu at føre motorvejen til Kattegatbroen gennem et fredet område (Natura 2000), og helt ud på spidsen af Røsnæs. Det viser ministerens helt nye screeningsrapport om en fast Kattegatforbindelse.

Regeringen har netop selv udpeget Røsnæs som et af de 15 mest værdifulde naturområder i Danmarks nye Naturkanon. Men hvis man planter en motorvej på langs af det smalle Røsnæs og helt ud på spidsen, erstatter man naturområdet med asfalt og biler.

”En motorvej helt til spidsen vil flække Røsnæs på langs og skabe alvorlige problemer med støj, som langt vil overskride grænseværdien for beboelse og sommerhusliv. Reelt vil det slette naturen og afvikle Røsnæs som samfund,” siger Anders Jørn Jensen, der er formand i foreningen Nej til motorvej på Røsnæs.

Besparelse på milliarder kr.

Ifølge rapporten sparer man 2,5-3,5 milliarder kr., hvis man vælger at føre motorvejen hele vejen ud over Røsnæs spidsen. 

”Den nye rapport viser nemlig, at det overskud, der tidligere var regnet med for en ren vejforbindelse med en tilbagebetalingstid på under 40 år, nu er blevet til et underskud, så der skal milliarder i statstilskud til, udover broafgifterne,” siger Anders Jørn Jensen.                                      

Røsnæs skal ikke betale for motorvejsdrømmen

Foreningen Nej til motorvej på Røsnæs mener ikke, at hverdagslivet og naturen på Røsnæs skal betale for, at transportministerens projekt var for godt til at være sandt:

”Man kan ikke sige, at Røsnæs er i top15 i Danmarks nye Naturkanon,og så lægge en motorvej lige oven i for at spare lidt penge. Så er man ikke troværdig. Hvis regeringen og Dansk Folkeparti går videre med den plan, vil vi tage kontakt til miljøorganisationerne og forberede en præventiv EU-retssag mod den danske stat for brud på EU-fredningen,” siger Anders Jørn Jensen. 

”Foreningen Nej til motorvej på Røsnæs har ikke kunnet få indsigt i regeringens overvejelser om en Kattegat-forbindelse, påvirkningen af lokalsamfundet og naturen. 10. december søgte foreningen aktindsigt, og dags dato har vi modtaget følgende svar: ”Ministeriet forventer at kunne afgøre din anmodning om aktindsigt senest d. 10. februar 2019,” fortæller Anders Jørn Jensen.

Absolut ikke for tidligt ude

Mange politikere i Kalundborg har netop været ude og sige, at de heller ikke er for, at man ”flækker Røsnæs”, men foreningen har samtidig fået af vide fra flere sider, at man skal mane til besindelse, da de er alt for tidligt ude.

”Det er kommunalbestyrelsens holdning, at ingen af os vil trække en stor motorvej ud igennem Røsnæs, vi skal ikke flække Røsnæs på langs. Det vil ikke give nogen mening, så hvad der måske kommer om mange år, vil vi da selvfølgelig arbejde for, en - for Kalundborg - gunstig linjeføring, men det er ikke nu, vi skal lave et stort fakkeloptog ind til Christiansborg, det skal vi time noget bedre,” sagde borgmester, Martin Damm (V), på kommunalbestyrelsesmødet den 31. oktober 2018.

Anders Jørn Jensen er dog slet ikke enig i, at de er for tidligt ude med deres bekymringer omkring en evt. motorvej, der vil ”flække Røsnæs” – det har den nye screeningsrapport netop bevist.

”Det nye er jo netop, at man har regnet på tallene for at føre motorvejen over Røsnæs spidsen, før var det jo ved Nyby, og det foruroliger os da i den grad. De har prøvet at sige i lang tid, at det ikke bliver sådan, men når de regner på det, er det jo fordi, de ser det som en reel mulighed. Man kan så bare håbe, at der, i de næste forundersøgelser, kommer andre folk til, der vil nogle andre ting. Jeg håber bestemt, at det her er lavpunktet,” fortæller Anders Jørn Jensen, og fortsætter:

”Jeg synes, at den her udvikling viser, at vores forening er blevet stiftet i rette tid, bestemt ikke for tidligt, og jeg tænker, at det er en reel mulighed, det vi ser her, ellers ville han jo ikke regne på det. Han overvejer det her, og så må vi se, hvad resten af regeringen siger, men det er jo utroværdigt, når man lige har udnævnt området som værende et værdifuldt naturområde i Danmark,” slutter han.

Om Foreningen 

Foreningen Nej til motorvej på Røsnæs er talerør for de mange fastboende og sommerhusejere, der ikke ønsker Røsnæs ødelagt, uanset om de er for eller imod en kattegatforbindelse. Foreningen har på kort tid fået 200 medlemmer og 4000 støtter på Facebook-gruppen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0