AnnonceLuk annonce




Transportfirma hædret med en Gazelle for 5. gang

19-10-2020

Nølle og Peter Obel har nu modtaget den 5. Gazellepris fra Børsen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Nølle og Peter Obel er for femte år i træk blevet hædret med en Gazelle-pris fra Dagbladet Børsen.

Nølle og Peter Obel, indehavere af Obel Transport i Kalundborg, har fået endnu en Gazelle pris til samlingen, det er femte år i træk at firmaet bliver hædret med en Gazelle-pris fra Dagbladet Børsen.

En Gazelle er en virksomhed, som i løbet af de sidste fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år. 

I 2016 og 2017 modtog parret en Gazelle i firmaet Obel Sten og Grus A/S, som tæller to grusgrave i Sorøområdet og en i Svebølleområdet.

I 2018 og 2019 modtog vognmandsfirmaet Obel Transport så en Gazelle, og igen i år var der endnu en Gazelle til samlingen hos Obel Transport.

Så nu står de fem flotte hædersbevisninger i firmaets nye domicil på Flagagervej i Kalundborg.

Vognmand Peter Obel er ikke i tvivl om, hvorfor virksomheden har succes.

”Succesen kommer kun af hårdt arbejde og dygtige engagerede medarbejdere, og så har vi en høj effektivitet i firmaet, lige som vi er klar til at betjene kunderne 24 timer i døgnet, fortæller Peter Obel og fortsætter, ”Også i 2020 har vi løbet rigtigt stærkt, men om vi også bliver tildelt en Gazelle til næste år, må tiden vise.”

Obel Transport har spredt aktiviteterne over mange områder, lige fra kørsel med farligt gods og restprodukter fra industrien i store moderne rustfri tankbiler, til gylletransport, kranbiler, kørsel til bygge- og anlægsbranchen og så råder firmaet over mange containere som udlejes til private og erhverv, lige som der sælges grus og sten til private.

Endnu en pris

Obel Transport har, udover endnu en Gazellepris, også fået prisen ’Succesvirksomhed 2020’. En pris hvor BDO og Spar Nord anerkender de virksomheder, som kontinuerligt lykkes med at skabe vækst og stærke finansielle resultater.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0