AnnonceLuk annonce




Trængte familier fik julehjælp fra Lions og Kvickly

22-12-2020

Christina fra Kalundborg var blandt de heldige som i år fik hjælp til at holde jul af Lions og Kvickly Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lions Kalundborg har, endnu engang, i samarbejde med Kvickly Kalundborg, gennemført Projekt Julehjælp, hvor helt almindelige borgere og virksomheder har haft mulighed for at hjælpe en familie, der ikke selv har råd til julen, forstået således, at man får doneret julemiddag samt gaver til børnene, så man kan holde en god juleaften til trods for, at pengene er små.

Tavlen med Projekt Julehjælp blev for sjette år i træk sat op i Kvickly Kalundborg for godt en måneds tid siden, og igen i år har kalundborgenserne været gavmilde og hjulpet til, så også de, der har svært ved at få pengene til at slå til i en dyr juletid, kan få en glædelig jul.

Tirsdag blev julehjælpen så uddelt til de 40 familier som i år er udvalgt, blandt dem var Christina fra Kalundborg, som grundet en række fysiske skavanker nu er på pension, og alenemor til to børn i alderen 5 og 13 år, har svært ved at få pengenet til at slå til.

”Det her er virkelig luksus, det kan godt være lidt en kamp at få råd til det hele, på den måde her bliver det lidt mere hyggeligt for børnene,” fortæller Christina, mens repræsentanter for Lions Kalundborg fylder kundevognen med en flæskesteg, and, en hel pose med godter og sodavand, en pose med frugt og der er selvfølgelig også risalamande samt gaver til børnene, i alt for ca. 800 kr. pr. familie.

Christina er meget taknemmelig for at hun er kommet i betragtning til Lions julehjælp.

”Jeg har kun søgt et sted, for jeg synes der skal være plads til alle,” fortæller Christina, inden hun forlod Kvickly Kalundborg med en hel kundevogn fyldt med mad, godter og gaver, klar til at holde jul med familien.

En anonym borger har igen i år givet 10.000 kr. til Lions Julehjælp, så ud over de 40 familier som får alt til en juleaften, så er der yderligere 20 familier som modtager et gavekort på 500 kr.

Således fungerer det i praksis

Man donerer ved simpelthen fysisk at tage en lille papmærkat fra tavlen, der står i Kvickly, og tage den med til kassen, hvor man også betaler for sine andre varer. Hver enkelt mærkat fra tavlen har en stregkode, og man betaler derved for ’varen’, som alle andre varer, man køber. Men i stedet for at få noget fysisk med hjem, har man doneret juleslik, flæskesteg eller noget andet til en familie, der har brug for lidt hjælp.

Kvickly leverer alle varerne til familierne til indkøbspris, og det er Kvickly-medarbejderne, der står for hele administrationen af julehjælpen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0