AnnonceLuk annonce




Præcis et år til Tour de France-pointspurt i Elmegade

02-07-2021

Af Jens Nielsen

Kalundborg Kommune markerede fredag, at der præcis er et år til Tour de France-feltet kommer gennem Kalundborg Kommune. Der skal bl.a. køres pointspurt i Elmegade.

Fredag formiddag kunne forbipasserende i Elmegade opleve Cathrine Sinding, projektleder på Tour de France i Kalundborg Kommune, kørende med en ladcykel i Elmegade i Kalundborg med borgmester Martin Damm i ladet. Cathrine i grønt og borgmesteren i sin cykeltrøje som egentligt var beregnet til i år, men det ændrede corona jo på.

Der er ingen tvivl om, at om præcis et år, lørdag d. 2. juli 2022, vil der være væsentligt flere mennesker i Elmegade, og farten på de cykelryttere som kommer gennem gaden, vil helt sikkert også være noget højere.

Tour de France 2022 starter nemlig i Danmark og 2. etape, som er 199 km. lang, kører gennem Kalundborg Kommune, og i Elmegade skal tour feltet køre en pointspurt hvor vinderen kan iklæde sig den grønne pointtrøje.

2. etape starter i Roskilde og efter Holbæk og Odsherred kommuner, rammer feltet Kalundborg Kommune ved Havnsø.

Rytterne kører gennem Vesterlyng, Eskebjerg og til Kalundborg, hvor ruten går via Nørre Alle, Klosterparkvej, Bredgade, Elmegade, Slagelsevej og videre mod Gørlev.

I Bjerge drejes op ad Urhøjbakken, osvejen, Dalby, Kirke Helsinge Strand, Mullerup og mod korsør hvor tour feltet skal køre over Storebæltsbroen og med mål i Nyborg.

Egentligt skulle cykelrytterne køre ad rute 22 helt til Gørlev hvor der så skulle drejes til højre mod Korsør, men Martin Damm forslog løbsledelsen at ruten skulle køre via Bjerge Sydstrand, og det lyttede de til.

”Jeg har fået ændret Tour de France-ruten, det er jeg ret stolt over, det bliver en væsentligt mere udfordrende rute og meget flottere at se på for tv-seerne,” fortæller Martin Damm.

Tusindvis af mennesker vil komme til Kalundborg Kommune når først tour feltet kommer kørende, der er alene op mod 4000 mediefolk tilmeldt.

Faktisk vil 50 km ud af de 199 km på 2. etape i Danmark blive kørt i Kalundborg Kommune.

Inden tour feltet kommer gennem Kalundborg til næste år vil der blive mulighed for at opleve masser af cykelløb. PostNord Danmark Rundt kommer til Kalundborg Kommune den 13. august i år og til næste år, lørdag d. 11. juni, køres et motionscykelløb på tour ruten, her deltager op mod 16.000 deltagere.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0