AnnonceLuk annonce




To unge mænd på isen måtte reddes af helikopter

07-02-2021

En redningshelikopter fik reddet de to unge mænd fra isen på Skarresø. Foto: Skadestedsfotograf.dk – Johnny D Pedersen

Af Jens Nielsen

Redningsberedskabet og en af forsvarets redningshelikoptere blev lørdag eftermiddag sendt til Jyderup, hvor to unge mænd blev set gå langt ude på isen på Skarresø.

I de første meldinger lød det, at der var tale om to børn på 12-14 år, der var vandret ud på isen. Det viste sig dog efter redningen ikke at være rigtigt - der var i stedet tale om unge mænd på 19 år. Begge fra lokalområdet. Den ene fra Kalundborg Kommune, den anden fra Holbæk Kommune.

I følge politiet var de to unge mænd faret vild mellem en række våger i isen. Derfor råbte politiet til dem fra land, at de skulle lægge sig ned på isen for at fordele deres vægt mest muligt, så de ikke pludselig ville havne i det iskolde vand, forklarer politiet til TV2 Øst.

Redningshelikopteren blev dirigeret til stedet, og en efter en blev de to unge mænd hejst op i helikopteren og herefter fløjet i land og sat af.

På land ventede politiet, og de to unge mænd er nu blevet sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen og kan vente en bøde i e-boksen.

Det er ulovligt at gå på is, der ikke er blevet frigivet til færdsel af kommunen.

Vestsjællands Brandvæsen deltog også i redningsopgaven, bl.a. med en båd og tre mand fra stationen i Kalundborg.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0