AnnonceLuk annonce




To lærlinge modtager fornem pris

19-09-2019

Smed Jack Könicke Modin Christensen fra Kalundborg modtager i morgen fredag en fornem pris. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Smed Jack Könicke Modin Christensen fra Kalundborg og industritekniker, Mikkel Emil Baad, fra Høng er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2019 uddeles fredag den 20. september i København. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen deltager i hyldesten af de 25 dygtige lærlinge fra hele landet.

Det er 17. år i træk, at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddeler ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. Prisoverrækkelsen, der er en af de vigtigste hyldester af faglærte, finder sted den 20. september i Den Sorte Diamant i København. Foruden de dygtige nyuddannede svende er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.

Alle 25 prismodtagere har skilt sig ud med et højt fagligt niveau, men de sociale kvaliteter vægtes også højt i udvælgelsen. Derfor er det et fællestræk for Jack Könicke Modin Christensen, Mikkel Emil Baad og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger. Både skole og virksomhed skal indstille.

Jack Könicke Modin Christensen har gået på EUC Nordvestsjælland og været i lære hos smedevirksomheden Chris Jensen Kalundborg K/S på Langagervej. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet:

”Jack har ved sin svendeprøve udført et vovet og avanceret projekt i høj kvalitet, som han ikke på forhånd kendte løsningen på. Han har fremstillet avancerede udfoldninger med høj præcision og omhu, og alligevel haft overskud til også at hjælpe holdkammerater og andre elever. Han er en super god kollega, ekstremt flittig og fuld af humør, og han giver altid en hjælpende hånd.”

Selv giver Jack Könicke Modin Christensen følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de mere end 200 indstillede:

”Måske det skyldes sværhedsgraden i min svendeprøve, hvor jeg lavede en vandfontæne, og måske fordi jeg er en god kammeret og kollega og altid har en positiv indstilling til arbejdet.”

Lærlingen fra Høng, Mikkel Emil Baad, har gået på EUC Syd og været i lære hos Nilpeter A/S i Slagelse. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet: ”Mikkel er en utrolig dygtig ung mand. Han brænder for sit arbejde og lægger gerne alle sine kræfter i opgaverne. Mikkel er helt igennem professionel. Han tager ansvar for detaljer og fuldfører med bravur. Mikkel er den bedste kammerat, man kan tænke sig, og ingen går forgæves til ham.”

Mikkel Emil Baad supplerer: ”Nilpeter A/S har været et rigtigt godt lærested, og i kombination med, at jeg besidder en vis stædighed, når jeg skal lære nyt, kunne det ikke gå helt galt.”

Minister deltager i prisoverrækkelsen

Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard Thomsen, deltager i prisoverrækkelsen. Sammen med formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og erhvervsuddannelseschef i DI, Lone Folmer Berthelsen, og forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, vil han overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne, og de tre vil hver især holde tale.

ML-Prisen 2019 kan følges via livestreaming fra Industriens Uddannelsers Facebook-side ca. fra kl. 10.30.    



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0