AnnonceLuk annonce




Tjulahop-tjulahej-tjulahopsasa

13-07-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det er Pippi, der holdes fest for i Den 8. Himmel i Klosterparken i Kalundborg tirsdag den 27. juli. Ramasjangs Katrine Bille kommer med sit band og synger sange, og fortæller lidt mellem sangene. 

”Jeg er mere fregnet og smuk end nogensinde. Fortsætter det på den måde, bliver jeg direkte uimodståelig,” siger Pippi Langstrømpe på et tidspunkt. Det mener Katrine Bille, at nutidens børn godt kunne lære lidt af, nemlig at være glad og tilfreds med at være, som man er. ”Der er mange skønne Pippi-citater, og en af mine favoritter er ”Den, der er meget stærk, må også være meget sød” – den er god at gå gennem livet med,” siger Katrine Bille.

I udkanten af den lille bitte by lå en gammel, forfalden have. I haven lå et gammelt hus, og i huset boede Pippi Langstrømpe. Hun var ni år, og hun boede der helt alene. Hun havde hverken mor eller far, og det var egentlig ganske rart, for på den måde var der ingen, der kunne sige til hende, at hun skulle gå i seng, lige når hun havde det allersjovest...

Sådan lyder de indledende linjer i den fortælling, som tusindvis af børn - og voksne - verden over har hørt gennem mere end syv årtier. Det er her på den første side af bogen ”Pippi Langstrømpe”, at vi første gang hører om pigen med det mærkelige navn og et hus helt for sig selv, og allerede her fornemmer, at hun er noget helt særligt. 

Sådan var det i 1945, da bogen blev udgivet og med ét forvandlede Astrid Lindgren til en af de mest læste og elskede børnebogsforfattere nogensinde. Og sådan er det her i 2021, hvor Pippi Langstrømpe stadig lever i bedste velgående, og med sin styrke, sit mod og sin tro på sig selv og på andre med et tjulahop-tjulahej-tjulahopsasa springer ind i hjertet på nye læsere.

”Lidt regn får os ikke til at aflyseså kun et skybrud kan lukke festen,” fortæller en af arrangørerne, Christina Jensen.

Billetter købes på kalundborgbib.dk. På grund af COVID-19 restriktionerne er der et begrænset antal billetter, og voksne skal huske coronapas. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0