AnnonceLuk annonce




Tissø-vikinger ønsker sig en runesten

23-02-2019

På Fugledegård Vikingecenter, hvor der hvert år afholdes det store vikingemarked,ønskes opsat en runesten. Arkivfoto: Jens Nielsen

Tissø Vikingemarked fejrer 10-års jubilæum i år. Fremstilling og opsætning af en runesten er det helt store jubilæumsønske.

Fremstilling af en runesten og opsætning af stenen ved vikingecentret ved Tissø.

Det er det helt store jubilæumsønske i foreningen bag det årlige vikingemarked, Tissø Marked og Kulturformidling.

"Vi har planer om at få lavet en runesten, der kan sættes op på Fugledegård Vikingecenter," oplyser formanden, Flemming Engtoft Larsen, Raklev.

På foreningens generalforsamling på Fugledegård Vikingecenter ved Tissø løftede han sløret for planerne. En plan her i det år, hvor Tissø Vikingemarked i dagene 5.-6.oktober finder sted for tiende gang. Et marked, der bliver præget af nye tiltag og med et udvidet program for at fejre 10-års jubilæet.

Selv om runestenen er et jubilæumsønske, så bliver det ikke i år, stenen kommer op. At få ristet runer i en sten kræver en del overvejelser og ekspertise - og tager tid.

Der skal udvælges en sten, tages kontakt til en runerister, forfattes en tekst og måske også udvælges symboler. En ret kostbar proces.

Flemming Engtoft Larsen fortæller, at Tissø Vikingemarked i eftersommeren vil indbyde til et foredrag om runesten og runeskrifter, så alle interesserede kan blive klogere på, hvad vikingerne skrev på de sten, der er fundet fra vikingetiden.

Vil have Fugledegård udbygget

Der findes hele tiden mange genstande fra vikingetiden i området ved Tissø.

"Det ville være godt, hvis det var muligt at fremvise nogle af dem på stedet. Derfor vil vi gerne have Fugledegård udbygget, så der bliver mulighed for at vise fundne genstande her, hvor de er fundet og ikke bare på museer langt væk fra fundstederne," sagde Flemming Engtoft Larsen på generalforsamlingen:

"For at vikingemarkedet og vikingecentret skal blive ved med at være et populært sted, er det nødvendigt med nytænkning og konstant udvikling, Turisme og oplevelser står højt på dagsordenen nu og i fremtiden."

Godt marked

Formanden kunne i øvrigt berette om et særdeles velbesøgt marked i 2018. De tilrejsende vikinger har kaldt Tissø-markedet et af de bedst organiserede vikingemarkeder. 2018-markedet bød med aftenåbent med ildshow og musik for første gang i markedets historie på mulighed for, at interesserede kunne besøge vikingelejren i aftentimerne. Et tiltag, som trak langt flere end forudset til.

På generalforsamlingen blev Kathrine Brandstrup, Kirsten Nielsen, Kirsten S. Jakobsen og Lene Salbo genvalgt til bestyrelsen sammen med suppleanterne Flemming Bartelsen og Peter Hermann.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0