AnnonceLuk annonce




Theis er ikke helt som de andre

15-04-2018

 

Theis Birkshøj Halpin. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Theis lider af Tourette syndrom, også kendt som motoriske tics. Hele denne weekend har han sammen med ligesindede været samlet i Kalundborg til familieweekend.

24 familier, alle medlemmer af Dansk Tourette Forening, har hele denne weekend været samlet på vandrerhjemmet i Kalundborg til familieweekend. En weekend med masser af aktiviteter og foredrag for såvel børn som voksne.

Fælles for alle familierne er at mindst et barn har Tourette, en af deltagerne er 16-årige Theis Birkshøj Halpin fra Snertinge, som er født med Tourette, en forstyrrelse i hjernen som udløser motoriske og vokale tics.

”Det giver en anden form for et netværk som også kan relatere til dem som har Tourette, vi har det hyggeligt sammen og udveksler erfaring, jeg synes det er fedt med de her familieweekender,” siger Theis Birkshøj Halpin.

Theis går på en lille privatskole i dagligdagen, han bliver nemlig meget udmattet hvis der er for mange mennesker omkring ham, men faktisk er hans tics aftaget med alderen.

”Det var ret slemt da jeg var mindre, men det er aftaget med alderen, og nu har jeg fået nogle værktøjer så jeg bedre kan styre mine tics, men når jeg fx er til eksamen og bliver nervøs så er det ret slemt, men jeg er blevet god til at holde det nede,” fortæller Theis.

Mere end 10 gange i Kalundborg

Dansk Tourette Forening har mere end ti gange afholdt familieweekend på vandrerhjemmet i Kalundborg, hvor der bl.a. udveksles erfaringer.

”Børn med Tourette møder andre børn med Tourette og får en bedre selvforståelse for hvad det vil sige at have Tourette, og det er vigtigt for forældrene at møde andre forældre i samme situation og udveksle erfaringer,” fortæller Kirsten Kristensen der er formand for Dansk Tourette Forening.

Fakta:

Mange mennesker med Tourette syndrom har også andre udfordringer, så som ADHD, OCD, søvnvanskeligheder eller lignende.

Tics og Tourette starter i barndommen, oftest med en motorisk tic i 4-6 årsalderen og gerne i ansigtsregionen først (fx øjeblinken). Senere, ofte 2 år senere, kommer der vokale tics til.

Tidligere mente man, at sygdommen var en psykologisk forstyrrelse. I dag ved man, at det er en forstyrrelse i hjernefunktionen som følge af biologiske ændringer, der kan påvises med avancerede billedundersøgelser (for eksempel MR-skanning). Tourette syndrom skyldes en ubalance i hjernen.

Man ved, at tics kan være arveligt, og at der ofte er flere i den samme familie med tics. Man ved også, at for tidlig fødsel og fødselskomplikationer kan være forbundet med en større risiko for at udvikle tics, hvis man er særlig disponeret. Tics opstår omkring 6-årsalderen, når sit maksimum i 10-12 årsalderen og bedres eller forsvinder helt hos 80-90 % i 18-årsalderen.

Kilde: Sundhed.dk



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0