Teater - corona style

Alle elever på Sigrid Undset Skolen i Kalundborg spillede lørdag formiddag teater på skolen - Corona style, da det blev streamet live til forældrene hjemme i stuerne. Foto. Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag formiddag lavede eleverne på Sigrid Undset Skolen i Kalundborg såkaldt ”corona teater”. Normalt er forældre og søskende inviteret med, men i år er alt anderledes grundet COVID-19. Men fantasien manglede ikke, og der blev spillet otte forskellige skuespil.

I år blev det årlige teaterstykke live streamet fra gymnastiksalen på Sigrid Undset Skolen, da COVID-19 har sat en stopper for, at forældre og søskende kommer op til en ellers festlig dag på skolen. Men fordi man gør tingene anderledes, behøver det ikke at blive kedeligt, og de forskellige klasser havde da også alle et bud på, hvordan man skulle lave et kort teaterstykke – og der var bestemt ikke mangel på fantasi, når der blev spillet Klods Hans, Tornerose og alle de andre eventyr, som de fleste kender.

Hver klasse spiller et teaterstykke i ca. ti min, og så er der fem min. i hver ende, hvor vi kan afspritte, og ordne, inden den næste klasse kommer ind. De må jo ikke møde hinanden, som det er lige nu. Det er jo selvfølgelig noget anderledes end, hvad vi er vant til, men de klarer det så fint,” fortæller Pia Marcher, der er pædagogmedhjælper på Sigrid Undset Skolen. 

Lærerne har skrevet teaterstykkerne til de mindre klasser, men i de store klasser har eleverne selv stået for det, og man må sige, at de klassiske eventyr er blevet fortolket på moderne vis med personer som ’Instastjerne’ i stedet for prinsesse, brugen af hashtags og ved hjælp af meget moderne udtryk, herunder også den ungdommelig måde at udtrykke sig på ved hjælp af diverse bandeord – alt sammen leveret med store mængder humor.  

Alle klasser spiller forskellige skuespil, fem af dem med live streaming i gymnastiksalen, og tre af dem via videooptagelse i klassen. Eleverne på Sigrid Undset Skolen har spillet teater i de sidste fem år, men i år foregik det altså på en lidt anderledes måde.

Del