AnnonceLuk annonce




Tilskadekommet mand kunne ikke få en taxa

10-02-2020

Således så Hans-Henrik Nielsen ud, efter sit fald forrige lørdag i Kalundborghallerne. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Da Hans-Henrik Nielsen havde brug for en taxa til at køre fra Kalundborg Svømmehal til Sundhedshuset i Kalundborg, fordi han havde slået sig, lød beskeden fra Dantaxi, at man ikke kørte lokalt i byen.

Lørdag den 1. februar skulle 69-årig Hans-Henrik Nielsen, der er formand for Kalundborg Turistforening, på Kalundborg Messe, hvor turistforeningen havde en stand. Men om morgenen falder han på hovedtrappen indenfor i Kalundborghallen, og han slog sig en hel del.  Dog ikke så meget, at man var nødt til at ringe efter en ambulance og køre til Slagelse eller Holbæk Sygehus, men nok til, at han ikke selv kunne tage op til Sundhedshuset, få km. fra Kalundborghallerne, da han blødte og hans ene øje var hævet.

”Vi kører ikke lokalt”

”Jeg faldt inde i hallen på vej ned ad hovedtrappen, og slår mig så uheldigt, at jeg bløder rigtig seriøst. Jeg sad og blødte på gulvet, men der kom hurtig nogle fra svømmehallen. Simone og en af hendes kollegaer kom og hjalp mig hen på en bænk, og jeg fik noget papir, som jeg kunne holde mod såret, så jeg ikke fortsatte med at bløde ned i ansigtet. De var meget søde og hjælpsomme. De spurgte mig, om de skulle ringe efter en ambulance, men jeg ville i så fald være blevet kørt til Slagelse eller Holbæk, og det var der jo ingen grund til, nu jeg kunne få det ordnet på Sundhedshuset i Kalundborg. Men jeg spurgte så i stedet, om de ville ringe efter en taxa for mig, der kunne køre mig til Sundhedshuset. Det gjorde de, men de kunne ikke få en, da der blev svaret, at man ikke kørte lokalt inde i byen,” fortæller Hans-Henrik Nielsen.

Simone Rasmussen arbejder som livredder i Kalundborg Svømmehal, og er på job, da Hans-Henrik Nielsen falder og kommer til skade. Det er altså hende, der ringer efter en taxa, men som får af vide, at det ikke er muligt.

”Jeg ringede, og fik af vide, at de ikke kørte lokalt, men at de kunne give mig et andet nr., som jeg kunne forsøge at ringe på, men jeg besluttede, at jeg selv kørte, når de ikke ville hjælpe. Det var simpelthen for meget, når jeg stod med en mand, der var kommet til skade,” fortæller hun. 

Næste udfordring er et lukket Sundhedshus

Efterfølgende er den anden udfordring, at Sundhedshuset ikke åbner før kl. 10 på en lørdag, og kl. var kun 9. Derfor ender det med, at Simone Rasmussen kører Hans-Henrik Nielsen hjem, så han kan vente hjemme i stedet for at sidde og bløde ned i Kalundborghallen. Det ender med, at han selv kører til Sundhedshuset, da de åbner, fordi han ikke har andre muligheder. Jeg fik syet tre sting, og den dag i dag har jeg endnu ikke fået synet tilbage på mit venstre øje, da hævelsen stadig lukker øjet. Jeg må indrømme, at min umiddelbare tanke, efter at have fået af vide, at taxa i Kalundborg ikke ville køre mig, var, at det kunne ikke passe, at der var så lidt service netop fordi, Taxa jo trods alt lever af at køre rundt med folk,” siger han, og fortsætter:

”I det hele taget er det illusorisk at tro, at man kan få en taxa i Kalundborg. Man hører jo konstant om, at folk venter i flere timer, eller at de overhovedet ikke kan få en taxa, og nu altså det her, hvor de slet ikke vil sende en taxa, når man ringer,” siger Hans-Henrik Nielsen.

Dantaxi beklager

Rasmus Krochin, der er kommunikationschef hos Dantaxi beklager oplevelsen.

”Der er sket en klar fejl fra en medarbejders side. Vi kører selvfølgelig i Kalundborg, og har gjort det i over et år. Vi beklager meget. Der er tale om en medarbejder, der har misforstået noget. Vi ser yderligere på, om der er information til personalet, der skal ses igennem, når sådan en misforståelse kan opstå. Det er vi meget opmærksomme på. Men vi har ikke fået lignende henvendelser, så vi ser det som en enkelt fejl,” siger Rasmus Krochin.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0