AnnonceLuk annonce




’Tandstikmanden’ står tiltalt for 145 forhold

04-03-2019

Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

’Tandstikmanden’ – manden, der gennem længere tid har chikaneret private borgere såvel som virksomheder og institutioner, primært i Kalundborg, med trusler samt omfattende hærværk, blev taget på fersk gerning af en lokal vagtmand i Kalundborg tilbage i oktober 2018. Han står i dag tiltalt for 145 forhold i Retten i Holbæk. Han er i øvrigt tidligere dømt for hærværk, og fik der behandlingsdom.

Den 52-årig mand fra Kalundborg, der gennem en lang periode har generet både private borgere, virksomheder samt institutioner primært i Kalundborg med hærværk og trusler, sidder i dag i Retten i Holbæk, hvor han står anklaget for hele 145 forhold, og med mere end hundrede erstatningsforhold. Udover at stå anklaget for at have chikaneret borgere i Kalundborg, er han ligeledes anklaget for at begå hærværk flere steder i København. Han blev imidlertid taget på fersk gerning den 18. oktober 2018 af en lokal vagtmand fra Kalundborg.

Nægter sig skyldig i samtlige anklager

Den 52-årige mand nægter sig imidlertid skyldig i samtlige anklagepunkter, og da anklageren, fra en ende, begyndte at gennemgå anklagepunkterne, erklærede den 52-årig, at han havde skrevet en masse breve, og også afleveret nogle af dem, men han kendte intet til noget hærværk nogle steder.

”Jeg har orienteret Kalundborgs politis medarbejdere om, hvad der hændte de danskere, der samarbejdede med nazi under 2. Verdenskrig, men kender ikke til noget hærværk,” fortæller den 52-årige anklagede mand. 

Den anklagede 52-årig mand sad i øvrigt stille og kiggede ud i luften det meste af tiden, og meddelte ligeledes, at han ikke ønsker at være til stede under hele retssagen, kun i det omfang, hvor det er nødvendigt, da han føler sig meget utilpas i en retssal. Dette vil dommer, Peder Johs. Christensen, efterkomme i det omfang, det er muligt, og den 52-årig mand vil derfor kun være til stede i retssalen, hvor dommeren finder det nødvendigt.

Mystiske breve

Anklagede taler meget om nogle breve, han har skrevet vedr. 22 dødsfald, og det var meget vigtigt for ham, at netop brevene bliver inkluderet i sagen. Anklager læste derfor et af brevene op, som dog ikke gav nogen mening.

Anklagede fortæller endvidere, at han har afleveret omkring et par tusinde breve, han har skrevet, til forskellige folk, netop omkring de 22 dødsfald, pædofili, nazister og andre ting. Ligeledes fortæller den anklagede, at han har været sur på Kalundborg Politi, fordi de ikke ville læse hans materiale, og tage hans breve alvorligt.

”De skal lære, hvad der skete med de mennesker, der samarbejdede med nazisterne under 2. Verdenskrig, og derfor var der et billede af en galge på mit brev, jeg afleverede til politiet,” sagde den 52-årig anklagede mand i retten i dag. 

Det tog en time at læse anklageskriftet op

Anklageren læste hele anklageskriftet op, hvilket tog godt en time, da dette var meget langt. Den 52-årig står anklaget for hærværk af betydeligt omfang samt trusler, herunder at have brækket vinduesviskere og knækket håndtag m.m. af adskillige patruljebiler i Kalundborg, smidt affald, herunder poser med kattegrus, urin og katte-afføring i trappeopgangen hos Kalundborg Politi. Afleveret sedler med galger og teksten ”hipposvin” til flere virksomheder i Kalundborg samt hos Kalundborg Politi. 

Ydermere truet leder af Medborgerhuset i Kalundborg med vold, samt truet flere andre personer, bl.a. en mand i et fitnesscenter i Kalundborg med vold- og dødstrusler. Endelig har han ødelagt mere end 500 låse på forskellige adresser i Kalundborg - private, virksomheder og institutioner, ved at stoppe tandstikker, sømlignende metalgenstande m.m. i låsecylindrene. Derudover lavet hærværk på flere private biler, hvor han har punkteret dæk og brækket vinduesviskere af. Ligesom han har afleveret sedler og breve i postkasser og lign., hvorpå der står tekster om incest, pædofili og nazisme.

Retssagen vil tage tid, da man skal gennemgå alle 145 forhold. Indtil videre vil det vare frem til den 27. marts, men det kan meget vel tage længere tid, da man allerede var forsinket på første dagen i dag. Ydermere var der tekniske problemer i retssalen i dag, hvilket gav nogle udfordringer. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0