AnnonceLuk annonce




Tag kollektivt ansvar

22-03-2020

Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Destination Sjælland kommer med en opfordring i forbindelse med, at Danmark lige nu står i en helt ekstraordinær situation, som ingen har prøvet før. De opfordrer til at tage et kollektivt ansvar.

Lige nu er Danmark sat på standby, mens sundhedsmyndighederne kæmper med at få styr på Covid-19 (Coronavirus). Hos Destination Sjælland følger man udviklingen og situationen tæt, og kommer med en opfordring til danskerne.

”Vi kan konstatere, at ligesom resten af dansk erhvervsliv, så er turismen allerede hårdt ramt. Med godt 40.000 sommerhuse er Destination Sjælland Danmarks største feriehusområde – og i øjeblikket vælter det ind med afbestillinger fra alle de internationale gæster, der blandt andet skulle have fyldt feriehusene i påsken,” fortæller Jens Müller, direktør i Destination Sjælland, og fortsætter: ”Rigtigt mange af vores aktører er virkeligt hårdt ramt og nærmest lukket ned, fordi det hele står stille, og alle meget forståeligt bliver hjemme.”

Vær en god nabo

Destination Sjælland vil på det kraftigste opfordre til, at man husker sine lokale butikker, spisesteder, aktører og leverandører, mens Danmark er på standby.

”Brug og handl hos de aktører, i det omfang myndighedernes retningslinjer giver mulighed for det. Vi er nødt til at være så gode naboer, som vi overhovedet kan, og være med til at tage et kollektivt ansvar for at holde hjulene i gang, hvor det er muligt. På den måde sikrer vi også, at vi har aktører med en stærk lokal forankring, når krisen er overstået,” fastslår direktøren. 

Hold ferie på Sjælland

Dansk turisme er allerede hårdt ramt af den nuværende situation, og det gælder naturligvis også aktørerne i Destination Sjælland.

”Vi vil forsøge at inspirere danskerne til at holde ferie i vores destination, når Covid-19 slipper sit greb. Allerede nu sætter vi tiltag i søen, der skal inspirere både lokale borgere og gæster til at bruge vores område. Vi holder en positiv og konstruktiv tilgang til tingene, og stiller os til rådighed for vores aktører med idéer, vejledning og udviklingstanker, så vi kan hjælpe dem bedst muligt gennem udfordringerne,” slutter Jens Müller.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0