AnnonceLuk annonce




Tænk hvis H.C. Andersen var kongelig?

28-10-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag den 19. november er der foredrag ved Jens Jørgensen  på Svebølle Kvik Bibliotek, hvor han fortæller om H.C. Andersens oprindelse.

Forfatter og tidligere rektor ved Slagelse Gymnasium, Jens Jørgensen, holder foredrag om H.C. Andersens oprindelse i anledning af sin nye bog ” Et kongeligt eventyr.”  

Jens Jørgensen har i mange år forsket i H.C. Andersens herkomst, og udgav tilbage i 1987 bogen, "H.C. Andersen - en sand myte", hvori han mente, at digteren var søn af komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær og prins Christian Frederik, den senere kong Christian den ottende. I april i år udgav Jens Jørgensen en ny biografi med titlen ” Et kongeligt eventyr”, som er en stærkt dokumenteret gennemgang af kilder, personer og begivenheder og bogen er tillige gennemillustreret i farver. 

Forfatteren har arbejdet med materiale, der fremsætter nye dokumenterede teorier om, at H.C. Andersens biologiske forældre ikke var skomagerparret. Men hvem var hans forældre så? Og hvorfor kunne en fattig skomagersøn i en tidlig barndom blive anbragt de ”rette steder”, og få støtte af kongehuset, inden han havde bevist sine kunstneriske og litterære evner. Forfatter Jens Jørgensen mener også, at han finder spor af, at digteren skrev sin historie ind i flere eventyr, først og fremmest i "Den grimme Ælling".

Det er et sandt kongeligt eventyr, som Jens Jørgensen vil føre publikum igennem, når han gæster Svebølle Kvik Bibliotek tirsdag den 19. november kl. 19. Værterne er Kalundborg Biblioteker og Svebølle Frivillige Biblioteksgruppe, som i pausen står parat med kaffe/ the og lidt sødt til tanden. 

Billetter kan købes via www.kalundborgbib.dk under ”det sker”, eller ved personlig henvendelse ved et af Kalundborg bemandende biblioteker.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0