AnnonceLuk annonce




TV-program fandt ejer af 300.000 kr

15-08-2019

Kim Flemming Kjær  var forbi hos Spildopmagerne for at sige tak. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det fjerde og sidste program i serien ’Forladt formue søger ejer’ blev sendt torsdag aften. Selv om det så sort ud for Anders Lund Madsen, så lykkedes det ham faktisk at finde den retsmæssige ejer af de godt 300.000 kr.

En februar aften i år fandt Spildopmagerne i Kalundborg en husholdningsmaskine proppet med pengesedler. Mange sedler. Et seks cifret pengebeløb. Det er nu blevet til en sommerserie i fire dele på DR2, sidste afsnit sendes i aften, torsdag.

Hvordan er de ufatteligt mange penge endt i en husholdningsmaskine? Hvem har placeret dem der? Og hvorfor er maskinen sendt til genbrug? Er det en fejl? Et dødsbo? Eller stammer pengene fra en forbrydelse?

Anders Lund Madsen, som er sendt ud som detektiv for at løse gåden, er noget på bar bund efter de tre første programmer, men det lykkes ham faktisk at finde ejeren af de 302.000 kr., som blev fundet i en gammel Nilfisk støvsuger, hvor der lå tre kuverter med 1000-kronesedler, lagt i pæn orden.

Pengene tilhører Kim Flemming Kjær fra Videbæk ved Herning, og støvsugeren og de mange penge stammer fra faderens dødsbo på Engvej i Kalundborg.

"Min far han var kræmmer, og i forbindelse med at vi skulle tømme hans hus tog jeg støvsugeren og begyndte at støvsuge, men den ville ikke suge, og da der stod to andre støvsugere, tog jeg bare en anden og den gamle Nilfisk røg til Spildopmagerne, uden at jeg havde den ringeste anelse om at der lå 300.000 kr. i den,” fortalte Kim Flemming Kjær, da filmholdet fra DR2 først i juli var forbi hos Spildopmagerne for at lave de sidste optagelser til serien. Her mødte Kim Flemming Kjær op som en overraskelse for medlemmerne af Spildopmagerne, og fortalte sin historie.

Spildopmagerne fik godt 7000 kr. fra politiet i findeløn, men det beløb rundede Kim Flemming Kjær op til 20.000 kr., som tak til de ærlige mennesker som fandt de mange penge i den gamle støvsuger.

Og dermed fik sommerserien på DR2 en god afslutning. Alle afsnit af serien ligger på dr.dk



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0