AnnonceLuk annonce




TGU nomineret som ’Årets Forening 2020’

04-04-2020

TGU har bl.a. startet en ny cykelafdeling. Foto: TGU

Af Jens Nielsen

700 medlemmer i Tømmerup Gymnastik og Ungdomsforening (TGU) har udsigt til at blive kåres som ”Årets Forening 2020” i DGI Midt- og Vestsjælland. Foreningen er sammen med Sørbymagle IF fra Slagelse Kommune nomineret i kategorien.

Traditionen tro fejrer breddeidrætsorganisationen DGI Midt- og Vestsjælland det frivillige foreningsliv og dets mange frivillige på årsmødet i april. I år er det dog udskudt på grund af coronakrisen, men frivilligheden skal stadig fejres.

”I første omgang har vi overbragt den gode nyhed til de nominerede kandidater i de tre kategorier ”Årets Forening”, ”Årets Ildsjæl” og ”Ungeprisen 2020”. Vinderne afslører vi dog først på vores årsmøde, som vi har måtte udskyde på grund af coronakrisen. Vi håber nu at kunne afholde det 17. juni, så vi kan anerkende det fantastiske arbejde, der sker i foreningerne”, siger Bruno L. Hansen, der er formand for DGI Midt- og Vestsjælland.

Mange år på bagen men med masser af liv
TGU i Tømmerup er 150 år gammel og tilhører lokalområdet øst for Kalundborg. Her trives lokale samarbejder og frivillighed med et fælles ønske om at kunne tilbyde gode og sunde fritidsaktiviteter, skriver DGI Midt- og Vestsjælland i en pressemeddelelse.

I indstillingen til ’Årets Forening 2020’, står der bl.a.

”Vi har over 700 glade medlemmer, som ved socialt samvær får sved på panden og et smil på læben. Vi kan f.eks. byde velkommen til en af Vestsjællands største e-sportsafdelinger, ligesom vi netop har startet TGU Cykling, Yoga, Bar-træning og Pardans, som med over 100 medlemmer, danser rundt i den fine lokale hal. Vi vil gerne oprette et nyt fitnesscenter og en udendørs multibane. I 2020 har vi ligeledes indledt et samarbejde med Kalundborg Kommune, som gennem Ungdomsskolen vil tilbyde børn og unge klatring i TGU. Frivilligt arbejde og socialt samvær er grundfundamentet i TGU. Her er plads til alle, og vi løfter i flok”.

Peter Holm Jørgensen, formand for TGU, er selvfølgelig stolt over at være blandt de to nominerede foreninger til den fornemme pris, ud af i alt 800 medlemsforeninger under DGI Midt- og Vestsjælland.

”Det er et kæmpe skulderklap til alle frivillige og medlemmer i TGU, men også en påmindelse om, at når man holder sammen i et lokalområde, så bliver det bemærket andre steder. Vi håber selvfølgelig at TGU går hele vejen og vinder prisen som ’Årets Forening 2020’,” siger Peter Holm Jørgensen.

Et stærkt felt
Sørbymagle IF og Tømmerup Gymnastik & Ungdomsforening er nomineret til ”Årets Forening 2020”. Til ”Ungeprisen 2020” er Nathalie Rove Olsen fra Taastrup Gymnastik Forening, Simon Vittrup Olsen fra Sørby Fodbold og Nicolai Vincents Jørgensen fra Slagelse Tennisklub nomineret. Til ”Årets Ildsjæl 2020” er Lizzie Larsen fra Slagelse Tennisklub, Benny Broström fra Vindinge MTB og Stine Nederskov fra Holbæk Badmintonklub nomineret.

DGI Midt- og Vestsjælland dækker 17 kommuner: Kalundborg, Odsherred, Holbæk, Sorø, Ringsted, Slagelse, Lejre, Roskilde, Albertslund, Glostrup, Høje Taastrup, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød og Køge.

Der er ca. 800 medlemsforeninger og flere end 200.000 aktive udøvere. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0