AnnonceLuk annonce




TGU kåret som ’Årets Forening’

16-09-2020

Anna Mortensen, formand for TGU Fitness og hovedformand for TGU, Peter Holm modtog den fornemme pris onsdag aften i Roskilde. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Tømmerup Gymnastik og Ungdomsforening er onsdag aften kåret som ’Årets Forening 2020’ i DGI Midt- og Vestsjælland.

Tømmerup Gymnastik og Ungdomsforening kan nu kalde sig ’Årets Forening 2020’ i DGI Midt- og Vestsjælland. Prisen blev uddelt på idrætsorganisationens årsmøde onsdag aften i Roskilde.

Traditionen tro fejrede breddeidrætsorganisationen DGI Midt- og Vestsjælland det frivillige foreningsliv og dets mange frivillige på årsmødet. Sammen med 125 frivillige fra idrætsforeninger i det midt- og vestsjællandske var der kampvalg til bestyrelsen, debat om idrætsforeningerne i en coronakrise og ikke mindst uddelingen af tre priser: ”Årets Forening 2020”, ”Årets Ildsjæl 2020” og ”Ungeprisen”.

To vindere
Konfettien regnede ned over både Tømmerup Gymnastik og Ungdomsforening og Sørbymagle IF. Der var nemlig ikke en men to vindere af ”Årets Forening 2020”.

”Jeg har aldrig før oplevet, at to indstillinger til denne pris har været så gode. Vi tog derfor en beslutning om, at de begge fortjente at vinde”, siger Bruno L. Hansen, der er formand for DGI Midt- og Vestsjælland.

"Det betyder at vi kan klappe vores instruktører, trænere og frivillige på skulderen og sige, vi gør det godt, vi går den rigtige vej, så det giver jo et godt rygstød til alle vores medlemmer, at de nu er medlem af Årets Forening, det er fantastisk" siger en glad Peter Holm, formand for TGU da vi fanger ham på telefonen på vej hjem med den fornemme pris.

"Jeg værdsætter virkeligt alle dem som driver TGU, og det er jo også både Tømmeruphallen, støtteforeningen, den lokale brugs, de lokale skoler og alle vores sponsorer, det betyder virkeligt meget, så idrættens symbiose den ligger ude i Tømmerup," siger Peter Holm.

Mange år på bagen men med masser af liv

TGU er 150 år gammel og tilhører lokalområdet øst for Kalundborg. Her trives lokale samarbejder og frivillighed med et fælles ønske om at kunne tilbyde gode og sunde fritidsaktiviteter.

I indstillingen stod der bl.a.

”Vi har over 700 glade medlemmer, som ved socialt samvær får sved på panden og et smil på læben.

Vi kan f.eks. byde velkommen til en af Vestsjællands største esportsafdelinger, ligesom vi netop har opstartet TGU Cykling, Yoga, Bar-træning og Pardans, som med over 100 medlemmer, danser rundt i den fine lokale hal. Vi vil gerne opstarte et nyt fitnesscenter og en udendørs multibane. I 2020 har vi ligeledes indledt et samarbejde med Kalundborg Kommune, som gennem Ungdomsskolen vil tilbyde børn og unge klatring i TGU. Frivilligt arbejde og socialt samvær er grundfundamentet i TGU. Her er plads til alle, og vi løfter i flok”.

Et stærkt felt

Sørbymagle IF og Tømmerup Gymnastik og Ungdomsforening var nomineret til ”Årets Forening 2020”. Til ”Ungeprisen 2020” var Nathalie Rove Olsen fra Taastrup Gymnastik Forening, Simon Vittrup Olsen fra Sørby Fodbold og Nicolai Vincents Jørgensen fra Slagelse Tennisklub nomineret. Til ”Årets Ildsjæl 2020” var Lizzie Larsen fra Slagelse Tennisklub, Benny Broström fra Vindinge IF MTB og Stine Nederskov fra Holbæk Badmintonklub nomineret.

Simon Vittrup Olsen fra Sørby Fodbold vandt ”Ungeprisen 2020” sammen med Nicolai Vincents Jørgensen fra Slagelse Tennisklub, og Benny Broström fra Vindinge IF MTB vandt ”Årets Ildsjæl 2020”.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0