AnnonceLuk annonce




Stort globalt murmaleri

09-09-2020

Foto: Ada Ortega Camara (tv) og Sara Trier, der er kunstnerne, der maler sammen med 6. klasse på Rynkevangskolen i Kalundborg.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Børn fra Rynkevangskolen skal svinge penslerne med hjælp fra kunstnere fra både Danmark og Tanzania.

Rynkevanghallens gavl har altid været rød, men snart er det slut. Sjetteklasserne fra skolen vil frem til efterårsferien være med til at udsmykke muren med motiver fra den nære og den fjerne virkelighed. Arbejdet bliver styret med professionel hånd af Sara Trier og Ada Ortega Camara fra projekt ”Børn maler stort”.

Motiverne til maleriet er inspireret af et meget aktuelt tema om klima- og miljøforandringer. I skolen beskæftiger børnene sig med, hvad forandringerne betyder for os i Danmark og for mennesker på den anden side af jorden, hvor klimaforandringerne mange steder har livstruende konsekvenser.

Ligesom så meget andet, går heller ikke murmaleriet fri af den aktuelle Covid-19-krise. Fra Tanzania skulle en ung kunstner, Leonard Meck Mwanga, have deltaget, men da det ikke har været muligt for ham at rejse, har han i stedet deltaget online. Siden foråret har han og de to kunstnere i Danmark sendt skitser og fotos frem og tilbage, så de i dag har et udkast med nogle rammer, som børnene fra Rynkevangen skal være med til at udfylde. 

Det internationale arbejde er et led i projekt Global Kids, der i mange år har organiseret kulturturneer for unge akrobater, dansere og musikere fra en række lande i Afrika, Latinamerika og Asien. Murmaleriet afvikles i samarbejde med Kalundborg Kommune, der har deltaget i Global Kids siden 2004, og næsten alle kommunens skoler har haft besøg af en eller flere Global Kids-grupper. Global Kids har siden 2019 været en del af et europæisk samarbejde, og murmaleriet er støttet af EU.

Børnene og kunstnerne vil i de kommende uger male på murmaleriet frem til ferniseringen den 8. oktober. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0