AnnonceLuk annonce




Stort cyklecross på Møllebakken på søndag

03-01-2020

Møllebakken byder på masser af udfordringer på søndag. Arkivfoto: Jens Nielsen

På søndag køres Sjællandsmesterskaberne i cyklecross på Møllebakken i Kalundborg, og som altid med Kalundborg Cykle Club som arrangør.

Møllebakken har gennem næsten 50 år, som mange ved, været et ganske centralt sted i dansk cyklecross, og der har været holdt alt fra almindelige licensløb til internationale løb med dele af verdenseliten på startstregen.
Anlægget er kendetegnet ved at være meget kuperet og have mange naturlige udfordringer, hvilket giver uendelige muligheder når man skal udforme ruter til cyklecross.
De mange skrænter og trapper stiller krav til både teknik og fysik, og de bedste ryttere er dem der mestrer begge dele.



”Kalundborg CC ændrer altid på ruten fra løb til løb. Dels fordi vi har så mange muligheder, dels fordi rytterne bliver udfordret mere hvis de ikke kender ruten for godt og ikke mindst fordi vi altid tester nye idéer og kombinationer. Ruten til på søndag er ca. 2,6 km lang og har både trapper, skrænter, højfarts off-camber sving og ikke mindst stigninger der skal forceres,” fortæller Mikkel Pagh, formand for Kalundborg Cykle Club..

Der er lige nu ca. 120 deltagere tilmeldt og KCC forventer at nå 150 i alt til de 5 starter.
Blandt de tilmeldte er danmarksmesteren i både MTB og cyklecross, den professionelle Sebastian Fini Carstensen. Danmarks i øjeblikket største cyklecross-talent, juniorrytteren Gustav Wang fra ABC, er også at finde på startstregen på søndag.
Blandt de lokale håb er Lucas Lorentsen i U17-klassen og Jesper Jørgensen samt Steffen Wieth i herreklassen. Tidligere verdensmester Henrik Djernis forventes også til start, men han er ikke i topform pt.

”For mange af rytterne er Møllebakken Danmarks cross-centrum, og vi mener stadig at have det bedste sted i landet til cyklecross. Vores mål er altid at lave sæsonens bedste og mest udfordrende løb. Samtidig er tilskuervenligheden meget vigtig for os,” fortæller Mikkel Pagh, og fortsætter,

”Vi forventer nogle spændende cykelløb, og at rytterne bliver presset til det yderste, både fysisk og teknisk, samtidig med at de får en sjov oplevelse.
I vores verden er den perfekte crossrute så tilpas underholdende for deltagerne, at selv den sidste omgang er sjov - også selvom cyklecross er en virkelig fysisk hård disciplin.”


Første start er kl. 10.00 hvor de yngste ryttere sendes afsted. Herre- og juniorrytterne slutter festen af med start kl. 14.30.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0