AnnonceLuk annonce




Storskærm og feriesang

25-06-2021

Sidste skoledag blev fejret med manér på Kalundborg Friskole fredag. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På Kalundborg Friskole fejrede man i dag, at sommerferien står for døren. COVID-19 har betydet, at mange arrangementer er blevet aflyst, og derfor ville man gerne sende elever såvel som lærere og pædagoger på ferie på en festlig måde.

Det gjorde man med et release party på skolens nyeste video og naturligvis feriesang og is. Stort set alle traditionsrige begivenheder er blevet aflyst i mere end et år, grundet COVID-19, og det har kunne mærkes. Derfor ville skolen gerne gøre lidt ekstra ud af den sidste skoledag for alle klasser. 

”Så godt som alle vores traditionsrige begivenheder er blevet aflyst i år, men vi har hele tiden håbet på, at vi igen kunne samles. Vi har lejet storskærmen for at vise jer alle resultatet af flere måneders arbejde med at lave en sang med tilhørende video, som repræsenterer hele skolen,” fortæller skoleleder René Tholander. 

Det begyndte med en forespørgsel til musiklærerne på skolen, men det endte med meget mere – nemlig en musikvideo, hvor hele skolen er repræsenteret. Musikvideoen indeholder musik og tekst, skrevet af elever og lærere på Kalundborg Friskole med udgangspunkt i en original melodi af Rasmus Seebach.

Det handler om fællesskabet

René Tholander bød velkommen og sagde bl.a. til elever, lærere og forældre, at COVID-19 har givet mange udfordringer, men at man på skolen har været gode til at finde alternativer til den almindelige skolegang, som flest kender den. Dog har man savnet det fællesskab, der er en stor del af skolen. 

”Vi har forsøgt at gøre en noget for fællesskabet, bl.a. med virtuelle forældremøder, sangaftener osv., og så kom vi på idéen med videoen, der skal vise lidt af alt det, vi har lavet i løbet af året,” sagde René Tholander.

Mange forældre kom forbi for at fejre, at børnene nu har sommerferie. Videoen blev taget godt imod, og der blev sunget flere sange, og selvfølgelig sluttet af med den obligatoriske danske sang ”Ferie, ferie, ferie”, hvorefter der blev budt på is udenfor til forældrene og inde i klasserne til eleverne. Endelig blev der sagt farvel til de lærere, der skal på pension og de elever, der skal på efterskole, ligesom der blev vist et slideshow af billeder fra alle mulige oplevelser, eleverne har haft i løbet af året alt imens, at Volbeat røg over højttalerne med "For Evigt".

René Tholander påpegede, at det var tydeligt at se på billederne, at naturen var blevet brugt flittigt det sidste års tid: ”Vi bad lærerne om at finde deres bedste billeder frem af klassen fra skoleåret, og det er ikke mange af dem, der er foregået bag skærmene.”


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0