AnnonceLuk annonce




Store skader efter voldsom brand

05-06-2020

Branden opstod i forbindelse med noget reparationsarbejde på en bil på gårdspladsen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der er ikke meget tilbage af en stor trelænget beboelsesejendom på Hovedgaden i Viskinge, efter torsdagens voldsomme brand. Branden opstod i en bil midt på gårdspladsen i forbindelse med noget reparationsarbejde.

Det blev en lang dag på ’kontoret’ for de 16 brandfolk, som torsdag, kl. 12.32, blev kaldt til brand på Hovedgaden i Viskinge.

Første melding lød på ild i bil, med fare for spredning, og inden de første brandfolk kom frem, havde branden bredt sig til to andre biler og videre til tagkonstruktionen på ejendommen, og flammerne var allerede gået gennem taget på husets ene længe, der gik ikke lang tid før alle tre længer var overtændt, og stod desværre ikke til at redde.

Brandfolkene kæmpede med opgaven helt frem til kl. 21 torsdag aften, og fik hjælp fra det frivillige beredskab i både Vig og Kalundborg, som sørgede for frisk luft til røgdykkerne og mad til brandfolkene.

Beredskabsstyrelsen sendte også en lastbil med en kran med grab, som kunne grabbe nogle af det brændte dele ud af ejendommen.

Brandfolkene nåede kun at redde ganske få ejendele ud af bygningerne inden ilden fik så meget fat, at det var uforsvarligt at opholde sig inde i bygningerne.

Ifølge en 37-årig mand på stedet er branden opstået, da han foretog reparationsarbejde på en bil og tømte i den forbindelse bilens benzintank. Da han begyndte at bore i bilen tæt på benzintanken, opstod der pludselig ildebrand, som han ikke kunne slukke med hverken en vandslange eller pulverslukkere, oplyser politiet.

Han tilkaldte derfor brandvæsnet, men branden havde i mellemtiden inden brandvæsnets ankomst nået at brede sig til beboelsen. Politiet vil senere afgøre, hvorvidt der er grundlag for at indlede en straffesag mod den 37-årige med baggrund i hans adfærd i forbindelse med brandens opståen.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.

Video: Storbrand i Viskinge



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0