AnnonceLuk annonce




Store planer for sommeren

09-03-2020

Asger Øgelund er i dialog med Kalundborg Kommune om, at udvide udeserveringen på arealet ud mod vandet. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Asger Øgelund, indehaver af Asgers Bar og Asgers Fisk på havnen i Kalundborg, har store planer for den kommende sommersæson, så rygter om, at han er ved at lukke, har altså intet på sig. ”Vi er faktisk lige ved at åbne,” siger Asger Øgelund med et smil.

Asger Øgelund, indehaver af Asgers Fisk på havnen i Kalundborg, ligger ikke skjul på, at det omfattende renoveringsarbejde af kajanlægget i den gamle vesthavn, har koster ham rigtigt mange penge, men rygtet om, at butikken er ved at lukke, har intet på sig.

”Jeg har hørt rygter om, at fiskebutikken er ved at lukke, men intet er mere forkert. Vi er faktisk ved at gøre klar til en - forhåbentligt - forrygende sommersæson. Kommunens renoveringsarbejde har kostet mig mange penge, men nu er der lys forude. Fremover kan kunderne nemlig komme helt frem til butikken for at parkere,” fortæller Asger Øgelund.

Kunderne har hele vinteren skulle kæmpe sig gennem mudder og vand, samtidig med, at det har været svært at finde en parkeringsplads, men det skulle nu være løst, da der i sidste uge er lagt asfalt på de områder, som har været gravet op.

Asger Øgelund er dog ikke imponeret af det asfaltarbejde, der er udført.

”Jeg er lidt utilfreds med det, der er lavet. Det er så grimt med den lappeløsning, der er udført, når hele havnen ellers ser så flot ud. Det hele er lige renoveret, og så er det en skam, at de ikke lige lægger ny asfalt på det hele. Det er altså småpenge i forhold til, hvad hele projektet har kostet,” siger Asger Øgelund.

Asger Øgelund havde også håbet, at han kunne etablere sin udeservering på det asfalt, som nu er lagt, men det er så skævt at han er nødt til at bruge penge på, at bygge en træterrasse igen, men han er klar med både nye møbler og et nyt udvidet menukort, når han slår dørene op til et brag af en fest den 1. maj.

I øjeblikket er fiskehandleren i dialog med Kalundborg Kommune om lov til at bruge et stykke af det nye område, der er lavet på vandsiden af den nye højvandssikring, på den måde bliver arealet til udeservering større, og kompenserer for det areal, som kommunen har inddraget i forbindelse med det store renoveringsprojekt.

Costa Kalundborg

Samtidig med at udendørsserveringen starter op 1. maj, bliver der igen liv i Asgers Bar ved siden af fiskeforretningen. Her arbejder Asger nemlig også med nye tiltag, bl.a. vil han etablere en kæmpe sandkasse foran baren, hvor der skal være palmer og liggestole.

”Nu bliver hele havnen flot, så vil vi også gerne biddrage, derfor vil vi lave en sandkasse med palmer og liggestole, så kan man hoppe i havnen, og så bagefter sætte sig her op og nyde en pina colada, så er det bare Costa Kalundborg,” siger Asger Øgelund.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0