AnnonceLuk annonce




Stor spændende ombygning i Kvickly

03-09-2019

Hvor der tidligere var kiosk kommer nu en 20 meter lang disk til en helt ny bagerafdeling. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kvickly Kalundborg er i gang med en stor ombygning i varehusets for område, og kunderne har noget at glæde sig til, bl.a. en helt ny bagerafdeling hvor den nye disk bliver hele 20 meter lang.

Lige nu er håndværkerne godt i gang i Kvickly Kalundborg, en større ombygning af hele for området er sat i gang, hvor der bl.a. flyttes rundt på både kiosk, bager og blomsterafdeling.

”Lige nu river vi ned, og noget af det arbejde foregår om natten, men fra først i næste uge begynder vi at bygge op igen, vores kiosk er allerede flyttet og funktionsdygtig, der mangler kun lidt finish,” fortæller varehuschef Kirsti Thygesen.

Kiosken er flyttet hen for enden af den nuværende bagerafdeling, og netop bageren kommer til at spille den største rolle i den store ombygning, der bliver nemlig bygget en helt ny afdeling til brød og kager i højre side af varehuset når kunderne kommer ind, der hvor der tidligere var blomster og kiosk.

Her kommer en 20 meter lang disk, som bygges i sort stål og glas, og så bliver det med et åbent konditori så kunderne kan følge med i at der bliver lavet kager.

Noget af det som er unikt i forhold til det her projekt er, at vores konditorer bliver flyttet fra bagerafdelingen og ud i butikken, på samme måde som i slagterafdelingen vil vores konditorer komme frem i lyset og producere kager så alle kan følge med,” fortæller Kirsti Thygesen, og bagermester Tommy Jensen supplerer,

”Vi bliver den eneste Kvickly i landet som laver et konditori bag ved disken, det er der ingen andre som har prøver før, vi gør det dels for at kunderne skal have en oplevelse og så for at vi kan vise at vi producerer det hele selv.”

Den nye bagerafdeling får et større udvalg af kager og flere brødtyper, men også et stort udvalg i to go løsninger, kaffe, sandwich og et caféområde.

”Vi ændrer også vores åbningstider i bagerafdelingen, på hverdage åbner vi kl. 06, så folk på vej til arbejde kan komme forbi og købe en kop kaffe og et smurt rundstykke, og så holder vi åbent helt frem til kl. 20 alle dage, i weekenden åbner vi dog først kl. 07 som vi plejer,” siger Tommy Jensen.

Den store ombygning giver mere plads i for området når kunderne skal ind og ud, her kunne der godt være en flaskehals når kunderne stod i kø ved bageren, samtidig med at andre skulle frem og tilbage med kundevogne.

Den nuværende bagerafdeling bliver først nedlagt når den nye er helt oppe og køre, og når den 22 år gamle bagerdisk er væk, rykker blomsterafdelingen ind på den plads.

Hele ombygningen skal efter tidsplanen være færdig lige i starten af oktober, og den store ombygning fejres med en kæmpe åbningsfest med en lang række af gode tilbud.

”Vi glæder os vanvittigt,” slutter Kirsti Thygesen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0