AnnonceLuk annonce




Støtte til to spændende projekter

11-02-2019

Bjergtaget, et fællesskabshus i Bjergsted, har modtaget 4000.000 kr. i støtte. privatfoto

Af Jens Nielsen

Landdistrikterne i Midt- og Nordvestsjælland kæmper for udvikling. Det kom til udtryk i årets første ansøgningsrunde i fordeling af tilskudsmidler fra LAG Midt-Nordvestsjælland. Bestyrelsen besluttede at give støtte til 9 projekter ud af 27 ansøgninger og uddelte små 2,6 mio.kr. Blandt de støttede projekter er to fra Kalundborg Kommune.

I årets første runde modtog LAG Midt-Nordvestsjælland 27 ansøgninger, der samlet søgte om 6,6 mio.kr. Det ansøgte beløb kunne i virkeligheden have været langt højere, men skyldes at bestyrelsen har fastsat en regel om, at et projekt højest kan søges om 400.000 kr. Reglen er fastsat med det formål at kunne tilgodese flest mulige projekter.

Blandt de projekter som har fået støtte er to projekter fra Kalundborg Kommune.

Det ene projekt, Bjergtaget, får 400.000 kr. til renovering af et fællesskabshus i Bjergsted.

En lokal kunstner har åbnet sin ejendom for aktiviteter og sikret et fremtidigt foreningsejerskab af bygningen midt i Bjergsted. Det skaber rammerne for en gammel drøm og vision i byen, om rum til at mødes om mad, kunst og landsbyværksteder.

Den gamle karakteristiske lagerbygning skal også indeholde kontorfællesskab der skaber synergi mellem ildsjæle, selvstændige og pendlere. Og det er netop den ide med kontorfællesskaber som LAG Midt-Nordvestsjælland har støttet.

Med en renovering kan huset fremtidssikres som et markant samlingspunkt i landsbyen.

En kæmpe gevinst for miljøet

Der var også 400.000 kr. til firmaet Wrappy, som fremstiller genanvendelig madindpakning, der erstatter plastic og sølvpapir.

Wrappy er fremstillet af økologisk bomuld nænsomt præpareret med bivoks, harpiks og jojoba olie giver Wrappy alle husholdninger muligheden for både at spare penge og stoppe et enormt miljøspild.

Wrappy holder ved dagligt brug ca 1 år. Det er simpelthen ren fornuft i stedet for at bruge rulle efter rulle af plastik og aluminium folie, og naturligvis en kæmpe gevinst for miljøet.

Støttebeløbet skal anvendes til en skæremaskine, så produktet kan leveres i lige den størrelse som supermarkedskæder efterspørger.

Den sværeste udvælgelse til dato

Når man står med et rekordstort antal ansøgninger, hvoraf de fleste understøtter udviklingsstrategien og lever op til alle de formelle krav for indstilling til tilsagn, så skal bestyrelsen være knivskarpe på hvilke af de egnede projekter der er mest aktuelle at støtte i den konkret ansøgningsrunde. Når bestyrelsen er nødsaget til at fokusere på aktualitet, kigger de ikke kun på hvor relevant projektet er i forhold til udviklingsstrategien, men i større grad på det aktuelle behov for understøttelse af udviklingen i deres landdistrikter og opvejer dette imod det enkelte projekts behov for understøttelse for at kunne realiseres.  

Bestyrelsesformand for LAG Midt-Nordvestsjælland, Flemming E. Larsen, Kalundborg, udtaler i den forbindelse,

”Efter lange og intense drøftelser af de indkomne ansøgninger besluttede en enig bestyrelse at støtte 9 rigtig spændende projekter, der vil få stor betydning for området”.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0