AnnonceLuk annonce




Stadig stor interesse for at studere i Kalundborg

16-03-2021

Af Jens Nielsen

Fristen for kvote 2 ansøgninger udløb mandag klokken 12:00. Hele 10 procent flere ansøgere har søgt ind i år på en af Absalons uddannelser. Det glæder Rektor Camilla Wang, at særligt sundhedsuddannelserne har tiltrukket flere ansøgere. Også uddannelserne i Kalundborg er der større interesse for.

Der er gået godt et år siden sidste gang, at ansøgningerne til kvote 2 skulle indsendes, og det har været et år, hvor coronaen har fyldt hele verdensbilledet. Trods den nye hverdag og de mange begrænsninger, så har det ikke smittet af på de unges lyst til at uddanne sig:

“2.131 1. prioritetsansøgere har vi fået i år i kvote 2 - det er næsten 200 flere end sidste år. Det viser mig, at de unge tænker langsigtet, og til tiden efter corona også. De sætter sig ikke bare ned og lader stå til, de vælger at uddanne sig”, siger rektor for Absalon Camilla Wang.

Biotek-ingeniør i Kalundborg øger populariteten

I år blev første hold diplomingeniører i bioteknologi uddannet i Kalundborg, og størstedelen har fået job i industrien i Kalundborg. I år har uddannelsen endnu engang oplevet en stigning i antal af ansøgere, samlet har 65 søgt ind mod 45 sidste år:

“Den store udfordring er vores internationale studerende, som er en vigtig del af uddannelsesmiljøet i Kalundborg. Men trods usikkerheden omkring situationen med corona, så er det tydeligt, at de internationale studerende stadig gerne vil til Kalundborg, og blive en del af Absalons uddannelsesmiljø”, siger Camilla Wang, og fortsætter,

”I det hele taget, så er det en solstrålehistorie med de uddannelser som er startet op i Kalundborg, antallet af studerende stiger for hvert år.”

Camilla Wang glæder sig også over, at bl.a. bioanalytikeruddannelsen har fået flere ansøgninger end sidste år:

“Hvis der er fag, som der i den grad har været i fokus qua corona, så er det sundhedsuddannelserne. Sygeplejerskerne har stået i forreste linje og behandlet coronapatienterne, og bioanalytikerne har testet befolkningen. Jeg har været spændt på, om det har virket afskrækkende, men det er heldigvis ikke tilfældet. De unge kan heldigvis se en mening med de uddannelser, og derfor har vi oplevet en stigning i antallet af ansøgere”, siger Camilla Wang.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0