AnnonceLuk annonce




Spildopmagerne gør klar til genåbning

12-05-2020

I afdelingen med småting og nips, er der sat beskyttelse op, så der kan handles i sikkerhed. Bag ruden, formand for Spildopmagerne Henrik Harslund. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Spildopmagerne i Kalundborg gør klar til igen at åbne dørene for såvel salg som indlevering. Lige nu gøres lokalerne klar efter myndighedernes forskrifter.

På grund af corona pandemien i Danmark valgte Spildopmagerne i Kalundborg selv at lukke helt for såvel salg som indlevering af genbrugsting, sidst i marts.

Men nu er tirsdag d. 26. maj sat som dato for genåbningen, hvor der igen bliver mulighed for at købe alt fra bøger, møbler, tøj til cykler og nips, alt sammen genbrugsting som er samlet ind og sorteret af masser af frivillige kræfter.

Flere af de frivillige er godt i gang med at forberede lokalerne til der igen kommer kunder i butikken, og det bliver noget af en opgave, for det første, kommer der hver gang Spildopmagerne har åbent, rigtigt mange mennesker, for det andet, så er der ikke meget plads i de smalle gange.

”Folk bliver lukket ind i hold, der kommer vagter ved dørene og der bliver flere indgange, ligesom der de fleste steder bliver ensrettet rundt i lokalerne, men det bliver en stor opgave, og så må folk vente ude i gården i passende afstand til hinanden,” fortæller formand Henrik Harslund, og fortsætter,

”Vi har kontaktet politiet og spurgt om de vil komme forbi, så vi kan gennemgå planerne inden vi åbner.”

Der vil selvfølgelig også være både handsker og håndspit til rådighed. "Håndsprit har vi brugt her de sidste 15 år, så det har vi helt styr på," fortæller formanden, mens han snakker med de andre frivillige om hvordan strømmen af folk skal gå gennem lokalerne.

Indlevering af genbrugsting har også været lukket ned, både hos Spildopmagerne på Langagervej og i de opstillede containere på genbrugspladsen på Asnæsvej, men fra d. 26. maj vil der igen være mulighed for at aflevere brugbare genbrugsting begge steder.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0