AnnonceLuk annonce




Son Taekwondo-gejst tilpasset coronatiderne

06-09-2020

På Rynkevangskolen kan du hver tirsdag og torsdag aften fra kl. 18.00 opleve en livsglad stemning og gejst, når eleverne i Kalundborg Son Taekwondo folder sig ud i deres kampkunst.

I det øjeblik du går ind i Rynkevanghallen eller skolens gymnastiksal, vil du se en ligelig fordeling af piger og drenge i alle aldre, ja også de piger og drenge som er +30. Så uanset hvem du er, vil du kunne få sved, smil og spark i nogle trygge rammer, hvor et stærkt socialt sammenhold er centralt. Kalundborg-klubbens slogan er nemlig: Værdier med Action og Udfordring.

”Er du bosiddende i Kalundborg by eller omegn og synes, at Son Taekwondo lyder sjovt og spændende, er du selvfølgelig velkommen til at besøge os til prøvetræning i hele september på Rynkevangskolen og måske blive et nyt medlem,” siger Benny Olesen, formand for Kalundborg Son Taekwondo, og fortsætter,

”Du vil samtidig kunne opleve og genkende en stemning og et miljø i klubben, som du kunne opleve før coronakrisen. Medlemmerne i Kalundborg Son Taekwondo har nemlig været utrolig dygtige til at være omstillingsparate til de nye coronatider og er trods de løbende udfordringer blevet ved med at synes, at det er sjovt at træne Son Taekwondo.”

Dette var bl.a. synligt i slutningen af april i forbindelse med myndighedernes udmelding om mulighed for udendørs idrætsaktivitet. En sådan chance lod eleverne i Kalundborg Son Taekwondo ikke gå forbi og straks begyndte de grønne græsarealer ved Rynkevangskolen at summe af Son Taekwondo-aktivitet, hvor alle retningslinjer blev fulgt til dørs. Træningsaktiviteten var uanset vejrliget så stabil og blomstrende, at syv af nybegyndereleverne i begyndelsen af deres sommerferie var parate til at gå til deres først bælteprøve i Rynkevanghallen. Der var nemlig igen blevet mulighed for indendørs idrætsaktivitet. Eleverne bestod deres bælteprøve med en utrolig flot stil og høj kvalitet. man kan således i dag se syv glade elever med deres nye gule bælte om maven i Kalundborg-klubben.

De mange dejlige og nye udendørsoplevelser, som Son Taekwondo-udøverne fik i løbet af foråret, hang i fin tråd sammen med, at Kalundborg Son Taekwondo i samarbejde med Holbæk Son Taekwondo indledte den nye træningssæson 2020-2021 med en skovtur til Kongsøre Skov. Eleverne og deres familie fik her rig mulighed for at få en god udendørsoplevelse med badning, hygge og aftensspisning ved bålet. Men skovturen bød også på Son Taekwondo-træning i form af posteløb, hvor eleverne blev indviet i områdets lokalhistorie på posterne kombineret med en særlig tematræning. Sidder du nu og tænker, at sådan nogen oplevelser kunne du også godt tænke dig, så kig forbi Rynkevangskolen, hvor de nuværende elever i Kalundborg Son Taekwondo byder dig velkommen til at dele dem med dig! 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0