AnnonceLuk annonce




Sommerlejre endnu ikke helt booket op

06-06-2020

Unge mellem 14 og 17 år kan komme på togt med skonnerten Fylla. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Red Barnet vil gerne hjælpe de mange børnefamilier i Danmark, der ikke har råd til at komme på ferie. Red Barnet Kalundborg er derfor nu klar med to sommerlejre for børn og deres familier. Hos Red Barnet Kalundborg frygtede man i første omgang, at lejrene ville blive aflyst grundet COVID-19 situationen, men heldigvis lader det sig gøre at gennemføre, og de glæder sig. Den ene lejr er booket op, men den anden har endnu pladser.

For alt for mange børn i Danmark betyder skoleferie hverken rejser, sommerhusture eller udflugter. Red Barnet sender i år flere end 1.000 børn og deres forældre på sommerlejr rundt omkring i landet. Det er første gang, at Red Barnet kan holde ferie for så mange familier, og Red Barnet Kalundborg står bag to af sommerlejrene, hvoraf den ene endnu har pladser at få.

”I Red Barnet Kalundborg har vi påtaget os at arrangere to lejre. Den ene er en familielejr i Tisvilde, som vi arrangerer i samarbejde med Projekt Tryghed og Trivsel og Lions Club Kalundborg. Den anden er et togt med Skonnerten Fylla for unge mellem 14 og 17 år, som vi arrangerer i samarbejde med Projekt Tryghed og Trivsel,” fortæller Minna Skytte, der er formand for Red Barnet Kalundborg.

Ferie i Tisvilde

Sommerlejren  er planlagt til at finde sted på Ferie-og kursuscenter Sankt Helene i Tisvilde i uge 28 fra mandag den 6. juli til fredag den 10.juli. Der er plads til ti familier, alt efter familiernes størrelse. Børnene kan, som udgangspunkt, være fra 3 – 11 år. Sankt Helene er tæt på vandet, der er mange aktivitetsmuligheder på og uden for selve området, og der er masser af plads til at lege, klappe dyr og lave bålhygge. Der er ligeledes adgang til fællesrum, med mulighed for indendørs aktiviteter. Familierne vil blive indkvarteret i familielejligheder med plads til max 5, og der vil være fuld forplejning fra aftensmaden mandag til og med morgenmad fredag. Der vil være frivillige til at stå for aktiviteter i løbet af dagen.

En tur på vandet

Togtet med skonnerten Fylla finder sted i uge 29 fra den 13.juli – den 17.juli. Der er på- og afmønstring i Kalundborg Havn. Skonnerten Fylla er et undervisningsskib med en besætning på tre. Det er Skipper, en styrmand og en matros. På togtet underviser besætningen de unge i livet til søs og lærer dem alverdens maritime udtryk. De unge deltager i alle rutiner på skibet, så som sejlads, rengøring og madlavning. Red Barnet har 6-7 frivillige med på togtet. Til dette togt er det piger og drenge mellem 14 og 17, hvis families sociale og økonomiske baggrund kan begrunde, at de deltager i togtet. De unge skal dels have lyst og mod på togtet, og dels være henvist med en bedømmelse om, at de vil kunne have både udbytte og glæde af at deltage. Red Barnets frivillige er ildsjæle, men uden specialpædagogisk uddannelse, så de unge deltagere må ikke have udfordringer ud over, hvad der anses for at være almindelige  teenager-problemer. 

Det er gratis for børn og familier at komme med på Red Barnets sommerlejre. Børnene får tilbuddet via kommunens socialfaglige personale (socialrådgivere, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker). Det er fagpersonerne, der inviterer børnene med på sommerlejr, og Red Barnets frivillige overtager herefter kontakten og aktiviteterne. 

”Vi har haft mange ansøgere til Tisvilde lejren, men knap så mange til Skonnerten Fylla, så sidder der nogle derude og kunne være interesseret i at høre nærmere, må de meget gerne kontakte mig, og så kan jeg hjælpe dem videre,” siger formand for Red Barnet Kalundborg, Minna Skytte. 

Man kan henvende sig til Minna Skytte på formandkalundborg@redbarnet.dk  

Red Barnet har øget antallet af sommerlejre markant, for der er stort behov for hjælp til udsatte familier. Den økonomiske baggrund for, at Red Barnet kan afholde de mange lejre i 2020 er, at Arbejdsmarkedets FerieFond (AFF) dækker 70% af lejrenes udgifterne. Der stilles fra AFF betingelse om, at familielejrene skal være for familier, hvor forældrene er på kontanthjælp, SU eller integrationsydelse. Lejre er for børn og unge fra økonomisk trængte hjem. Red Barnet Kalundborg har ydermere fået et tilskud til lejrene fra en lokal fond på 75.000 kr. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0