AnnonceLuk annonce




Sommerhusejere gør sig klar til kamp mod kommunen

23-06-2019

Næsten 100 sommerhusejere mødte op søndag eftermiddag for at finde en fælles løsning på den megen tang på stranden. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Stranden på Bjerge Sydstrand og Ornum Strand er fyldt med tang. Søndag eftermiddag mødte en gruppe sommerhusejere op til et indkaldt møde, for at danne en gruppe, som vil stå stærkere over for Kalundborg Kommune, der ikke vil fjerne tangen.

Søndag eftermiddag mødtes en gruppe sommerhusejere fra Bjerge Sydstrand og Ornum Strand til et indkaldt møde, om hvordan man i samlet flok kan påvirke Kalundborg Kommune til at fjerne tang fra stranden.

Badestranden på Bjerge Sydstrand og Ornum Strand hører til nogle af kommunens bedste, problemet er bare at store dele af den ellers dejlige badestrand er dækket af et tykt lag tang i en bredde af omkring 10 meter.

Flere sommerhusejere har enkeltvis henvendt sig til Kalundborg Kommune, som tilsyneladende ikke vil gøre noget ved problemet, til trods for at man gerne vil tiltrække flere turister til området og Vist Vestsjælland opfordrer til at ejerne lejer deres sommerhuse ud.

Det fik ægteparret Chanette og Martin Oure Sørensen, som selv har sommerhus i området, til at indkalde til mødet søndag eftermiddag, hvor næsten 100 sommerhusejere mødte op.

Jeg synes vi skal prøve at kommunikere sammen, og sammen med kommunen prøve at finde en løsning på problemet, og så siger de fleste nok at det er prøvet, men hvis vi kan finde en løsning i den her moderne tidsalder, og hvor vi kan læne os lidt op ad de andre kommuner, som fx genbruger tang i deres biogasanlæg, så kunne det være vi kunne få fat i Kalundborg Kommunes øre. Og den nemmeste måde er hvis vi står sammen,” sagde Martin Oure Sørensen i sin velkomsttale til de mange fremmødte, og fortsatte, ”tang kan genbruges i et biogasanlæg og der ligger et i Kalundborg, så det skal ikke engang køres særligt langt.”

Opbakningen til en fælles front mod Kalundborg Kommune var stor, og en repræsentant fra hver vej i området meldte sig i en fælles gruppe, som nu skal arbejde videre med mulighederne for at finde en løsning på tang problemet.

Jakob Beck Jensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune, har tidligere udtalt at kommunen har en større interesse i at hjælpe til med at lave en løsning hvis man henvender sig som en gruppe, og det er det som sommerhusejerne nu prøver at få stablet på benene.

”Jeg synes at Kalundborg Kommune skulle stikke hånden frem og allerede i næste uge lige få fjernet tangen hvor det er værst, og så er næste skridt at vi får det ud på vej niveau så vi bliver et mindre antal mennesker som taler i munden på hinanden, og jeg tror måske ikke vi når så langt i år, men så er vi klar til næste år,” sagde Martin Oure Sørensen efter mødet.

Sommerhusejerne har lavet en fælles Facebookgruppe, Ornum/Bjerge Sydstrand Sommerhusejere, hvor der informeres til hinanden.

Fibernet

Jonas Henriksen, formand for Gørlev Lokalråd, benyttede lejligheden, da de mange sommerhusejere alligevel var samlet, til at informere om fibernet i sommerhusområdet, og opfordrede alle til at melde sig som interesseret i fibernet på fibia.dk.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0