AnnonceLuk annonce




Sølv-konditor ansat i Kvickly

10-08-2020

Af Jens Nielsen

Cecilie Mia Hansen fik en flot sølvmedalje i forbindelse med hendes svendeprøve i marts måned. Nu er hun blevet ansat hos Kvickly Kalundborg, hvor hun vil opgradere sortimentet og tilbyde kager til bryllup, barnedåb og fødselsdage.

Kvickly Kalundborg har i rigtigt mange år haft deres eget bageri med mange ansatte, men der har aldrig været en konditor ansat, det er der nu lavet om på, idet Cecilie Mia Hansen, bosat i Havrebjerg, er blevet ansat som den første faguddannede konditor hos Kvickly Kalundborg.

Cecilie Mia Hansen har en flot sølvmedalje med i bagagen fra hendes svendeprøve i marts måned, og den nye konditor har da også allerede planer for hendes nye job.

”Meningen er, at de kager vi allerede har i sortimentet skal vi opgradere, og så skal vi også have et udvalg af finere kager, så vi skiller os ud, og ikke ligner enhver anden bagerforretning,” fortæller Cecilie Mia Hansen.

”Nu hvor vi har fået lavet et konditori i forbindelse med vore nye bagerafdeling, så synes vi, at vi vil løfte niveauet endnu højere, og kan nu tilbyde flotte bestillingskager til fx bryllup, barnedåb og fødselsdage, samtidig har vi nu mulighed for at tage elever ind som konditor,” fortæller varehuschef Kirsti Thygesen.

Og den første elev er allerede klar til at tage uddannelsen som konditor, nemlig Pernille Holm Andersen, som er udlært i Kvickly Kalundborg som bager i 2018, i øvrigt med en flot guldmedalje til svendeprøven.

Pernille Holm Andersen brænder for at lave flotte og lækre kager, og ser frem til også, at få en rigtig uddannelse som konditor.

”Vi tror på, at der er en fremtid i lækre kager, så det område vil vi gerne udvikle,” siger Kirsti Thygesen.

Cecilie Mia Hansen har også planer om at deltage i konkurrencen ’Årets Kage’, for hele tiden at udvikle sig. Sidste gang Cecelie deltog i ’Årets Kage’ sluttede hun som en flot nr. 13 ud af 110 deltagere.

Kvickly Kalundborg har fået fremstillet en brochure for deres konditori, hvor der kan hentes inspiration, ligesom der er lavet en ny brochure fra slagterafdelingen med mad ud af huset, og inden længe er en helt ny hjemmeside klar hvor både kager og mad ud af huset kan bestilles fra.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0