AnnonceLuk annonce




Socialøkonomisk dag i Kalundborg 

02-01-2020

Sekretariatsleder Louise Kolbjørn, der i øvrigt også er idémager og igangsætter bag hele SYMB idéen i Kalundborg, i SYMBs nye hus på den tidligere station i Kalundborg, hvor Socialøkonomisk Dag skal afholdes den 17. januar.  Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune og Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterer for første gang til ’Socialøkonomisk dag’ den 17. januar 2020 hos SYMB i Kalundborg. Det bliver dagen, hvor socialøkonomiske virksomheder og interesserede iværksættere kan mødes til vidensdeling, inspiration og for at netværke. Alle borgere i Kalundborg Kommune, som er nysgerrige omkring socialøkonomi, er velkomne til at tilmelde sig gratis. Der er dog begrænset antal pladser.

Med SYMB som vært vil Socialøkonomisk dag foregå på Banegårdspladsen 2 i Kalundborg fra kl. 8.30 til 12.00. Dagen vil blive skudt godt i gang kl. 8.30 med kaffe fra Costa Kalundborg Kaffe og morgenbrød fra den socialøkonomiske virksomhed, RøsNetVærk. Efter velkomst og en akkompagneret fællessang vil der være oplæg fra virksomhederne IT-Bilen, Y-Camp og Intertek. De tre virksomheder vil inspirere med deres historie om, hvordan man med succes driver virksomhed med socialt ansvar i Kalundborg Kommune. Efterfølgende vil B2B netværk og Socialøkonomisk Netværk Kalundborg blive præsenteret.

Fra kl. 10.30 vil Socialøkonomisk Netværk Kalundborg holde et åbent netværksmøde med temaerne ”Fælles brug af sociale medier” og ”Bundlinjer/succeskriterier for en socialøkonomisk virksomhed”. Fra kl. 11.30 vil dagen blive afsluttet med frokost leveret af RøsNetVærk. 

”Formålet med denne begivenhed er at drøfte, hvordan socialt ansvar både kan løftes inden for virksomheden og i partnerskab med en socialøkonomisk virksomhed. Der kan arbejdes med den dobbelte eller den tredobbelte bundlinje, hvor miljømæssig påvirkning og social ansvarlighed indgår i virksomhedens resultat,” fortæller Torben Petersen, socialøkonomisk virksomhedskonsulent i Kalundborg Kommune. 

Oplægsholderne 

IT-bilen er en socialøkonomisk virksomhed, som løfter daglige IT-opgaver for institutioner og virksomheder, og de inddrager fleksjobbere i deres opgaveløsning. Intertek er partner til socialøkonomisk virksomhed, som får løftet en række serviceopgaver socialøkonomisk. SYMB er en foreningsdrevet socialøkonomisk virksomhed, som driver et fælleshus for alle borgere med fokus på at fremme kreativitet og netværk lokalt. Y-Camp er også en socialøkonomisk virksomhed, der varetager og formidler fritidsjob til erhvervslivet for unge imellem 13 og 18 år, som på den måde får en støttende hånd ind til arbejdsmarkedet. 

Tilmelding til Socialøkonomisk dag sker på Kalundborgegnens Erhvervsråds hjemmeside. Der er mulighed for at tilmelde sig til morgenarrangementet, formiddagsarrangementet eller til begge arrangementer.
Deadline for tilmeldingen er senest den 13/1 2020. Der er 50 pladser.

Tilmelding til morgenarrangementet: https://www.kalundborgerhverv.dk/arrangement/b2b-netvaerksmoede-hos-symb/

Tilmelding til formiddagsarrangementet: https://www.kalundborgerhverv.dk/arrangement/soev-netvaerksmoede-januar-2020/



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0