AnnonceLuk annonce




Video: Smukke Kalundborg

01-09-2018

Video lavet af Thomas Pries/ The Unicorn.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Thomas Pries er oprindeligt fra Kalundborg. Han ejer i dag det kreative bureau ’The Unicorn’ sammen med to andre, og har netop lavet fire videoer for Kalundborg Kommune. Fire videoer, der bl.a. skal sælge idéen om Kalundborg til tilflyttere. 

Fire film, der fortæller en anderledes historie om kommunen ved havet. Kommunen, der på mange måder er en industrikommune, men også rummer nogle meget smukke områder – alle forskellige fra hinanden. Thomas Pries, der selv er født og opvokset i Kalundborg, har lavet de fire film fra fire steder i kommunen, henholdsvis nord, midt, syd og øerne (Sejerø i dette tilfælde). 

”Det hele kom sig af, at jeg for længe siden lavede en film for Kalundborg Sejlklub i forbindelse med, at min mor lavede ’Vild Med Vand’, og det ville jeg gerne hjælpe med. Kalundborg Kommune synes så, at filmen var fin, og de spurgte, om jeg ville lave fire film fra fire forskellige områder i kommunen, så tilflyttere eller mulige tilflyttere kunne se dem. Vi lavede en fra nord, midt, syd og Sejerø,”fortæller Thomas Pries, der ejer det relativt nystartede kreative bureau, The Unicorn med domicil i København.

Vi vil gerne vise alt det fantastiske ved Kalundborg

Henriette Schultz, der er udviklingskonsulent ved Kalundborg Kommune er ikke i tvivl om, at videoerne vil være et aktiv for Kalundborg, når man skal brande kommunen.

”Vi lanceredede vores hjemmeside ’Imagine Kalundborg’ sidste år, fordi mange slet ikke kender Kalundborg, og Kalundborg Kommune vil jo netop gerne have fokus på flere af de fantastiske områder, der er herude. Vi vil også gerne vise mere end blot kommunens hjemmeside. ’Imagine Kalundborg’ er på både dansk og engelsk, så vi kan brande Kalundborg bredt. Men vi ville gerne lave en opfølgning på hjemmesiden med noget mere visuelt, og fik idéen med filmene. Vi afholdte et møde med alle vores områder, og alle syntes det var en god idé. Kommunen blev inddelt i fire områder; midt, syd, nord og øerne, primært Sejerø, og repræsentanter fra hvert område kom med deres bud på, hvad de i deres område var særligt stolte af og dermed også, hvad vinklen til filmen om deres område skulle være. De var med til at finde locations, og havde en masse gode idéer. Uden ildsjælene fra de forskellige områder, ville vi ikke kunne have lavet filmene. De er altafgørende for projektet. Filmene, som The Unicorn lavede, viser netop også, hvor forskellige områderne er fra hinanden,” siger Henriette Schultz.

Filmen, der ses her, er et sammendrag af de fire film, som Thomas Pries og co. har lavet for Kalundborg Kommune. Ønsker man at se de fire film i deres fulde længde, kan man gå ind på www.imaginekalundborg.dk og under The Good Life/Det Gode Liv se de fire film.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
11479