AnnonceLuk annonce




Smitteudbrud har lukket skole 

17-05-2021

Smitte på tværs af klassetrin har lukket Rynkevangskolen i Kalundborg midlertidigt. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Rynkevangskolen i Kalundborg er netop blevet lukket ned grundet COVID-19 smitte, og da skolen har smitte på tværs af klassetrin har Styrelsen for Patientsikkerhed givet kommunen påbud om nedlukning af hele skolen.

I weekenden fik alle forældre til børn på Rynkevangskolen i Kalundborg besked om, at skolen pt. er lukket grundet COVID-19 smitteudbrud. Der er smitte på tværs af klasserne på skolen, og derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed givet påbud om, at hele skolen skal lukkes indtil, at man har fået smitten under kontrol.

”Rynkevangskolen har smitte på tværs af klasser, og derfor er den lukket ned. Forældrene fik besked om det i weekenden. Der har ligeledes været et hold fra Styrelsen for Patentsikkerhed ude på skolen for at lave PCR test. Nu er skolen lukket indtil, at der igen er styr på smitten. Normalt lukker vi klassevis, men fordi der er spredning mellem klassetrin gav styrelsen påbud om at lukke hele skolen,” fortæller Søren Ole Sørensen, der er direktør i Kalundborg Kommune med ansvar for sundhed.

Forventeligt at smittetallet stiger

Kalundborg Kommune har længe ligget nogenlunde stabilt , hvad angår smittetal, men som i resten af landet stiger det smittetal nu i takt med genåbning, og i takt med at flere og flere bliver testet. 

”Smittetallet stiger, men det er forventeligt. Hele Sjælland har jo stort set samme farve med et incidenstal over 100, men det vigtigste er, når man kigger på landstallet, at der ikke er mange, der dør. Nogle bliver indlagt og nogle bliver udskrevet, men tallet er ikke højt. Vi åbner mere og mere, og vi oplever smitte på nogle institutioner osv. Men når vi fx ser på, hvem der er smittet i Kalundborg, er det primært børn og deres forældre, og ikke mange af dem bliver alvorligt syge,” siger Søren Ole Sørensen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0