AnnonceLuk annonce




Skuffet over dom i dyremishandlingssag 

16-12-2019

Foto: Dyrenes Beskyttelse

kontakt@tv-kalundborg.dk

Dyrenes Beskyttelse kritiserer dom i dyreværnssag med 15 hunde, der havde levet under kummerlige forhold og er blevet vasket i terpentin. Kvinden er idømt 60 dages betinget fængsel og frakendt retten til at have med hunde at gøre i 5 år.

Retten i Holbæk har i dag afsagt dom i sagen om terpentinhundene, der netop fik sit navn, fordi flere af hundene blev vasket i terpentin. I maj 2017 blev en kvinde i Eskebjerg pålagt af politiets særlige dyreværnsenhed at overdrage 17 hunde til Dyrenes Beskyttelse. Kvinden drev en hvalpefabrik, hvor hundene levede under kummerlige forhold. Hundene havde blandt andet skab, og derfor forsøgte ejeren at behandle dem i terpentin. Deres hud var rød, tør og rynket og fyldt med sår. Flere af hvalpene havde desuden orm og lopper.

”Jeg har set mange grove dyreværnssager, men denne er alligevel en af de værre. Billederne af de næsten hårløse hvalpe med opsvulmede, ormebefængte maver har brændt sig fast i min bevidsthed. Jeg kan ikke forstå, at mennesker kan udsætte dyr for sådan en behandling,” siger Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

Skuffet over dom

Det er nu over to år siden, og i dag faldt der dom i sagen ved Retten i Holbæk. Kvinden var tiltalt for at have vanrøgtet 15 af de 17 hunde, og retten idømte hende 60 dages betinget fængsel, samt frakendelse af retten til at have med hund at gøre i 5 år. Dommen falder dog ikke i god jord hos Dyrenes Beskyttelse.

”Vi må bare konstaterede, at vi igen er skuffede over en dom i en dyreværnssag. Endnu en gang kan vi konstatere, at man i Danmark kan slippe alt for let af sted med at vanrøgte dyr. Straffen står ikke mål med en sag af så grov karakter. Vi havde gerne set, at man havde brugt strafferammen til fulde,” siger Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er der behov for hårdere straffe i dyreværnssager. Det er til trods for, at Folketinget i juni 2016 vedtog en fordobling af strafferammen for overtrædelse af dyreværnsloven.

”Dommen er blot den seneste i en lang række af store dyreværnssager med hvalpefabrikker og vanrøgt af hunde, hvor domstolene ikke udnytter strafferammen i lovgivningen. Det er ikke mere end et par år siden, at strafferammen for overtrædelse af dyreværnsloven blev sat op til to år, men vi ser ikke at domstolene gør brug af det. Der er ganske enkelt behov for hårdere straffe for overtrædelse af dyreværnsloven,” siger Yvonne Johansen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0