AnnonceLuk annonce




Skuddrab: Det ligner en likvidering

20-11-2020

Politiet var massivt til stede i Kalundborg tirsdag aften, hvor tre yngre mænd blev skudt ned. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den alvorlige skudsag tirsdag aften i Kalundborg, hvor to yngre mænd blev dræbt og en tredje alvorligt såret er fanget på videoovervågning. Politiet opfordrer borgere som har oplysninger i sagen, om at henvende sig.

Politiet arbejder intenst med at indhente videoovervågning både ved gerningsstedet og langs den rute, som gerningsmændene formodes at have flygtet ad i forbindelse med at tre unge mænd blev skudt ned tirsdag aften, på den bagerste del af parkeringspladsen ved Meny på Nørre Alle i Kalundborg.

Politiet interesserer sig dels for området omkring Meny, hvor attentatet fandt sted på den bagerste del af parkeringspladsen. Men også ruten fra Nørre Allé til Eskebjergvej, hvor en varevogn udbrændte kort efter attentatet, er interessant.

”Vi sikrer videoovervågning fra rigtig mange steder. Både på ruten (mellem Nørre Allé og Eskebjergvej), men også fra andre steder. Vi sikrer overvågning bredt - også omkring gerningsstedet,” siger Jacob Olsen, fra Midt- og Vestsjællands Politi, der er leder af efterforskningen, til Ekstra Bladet.

Meny Kalundborg har i øvrigt 360 graders videoovervågning, dvs. der er kameraer rundt om hele bygningen, der optager. Det er Meny købmand Michael Skovgaard Rasmussens opfattelse, at kameraerne har fanget noget af det, der foregik, da en byge af skud blev sendt af sted omkring spisetid tirsdag aften, og ramte de tre mænd, der alle er i 20'erne og fra det storkøbenhavnske område.

”Måden, det foregik på, er koldblodig. Der er nærmest tale om en likvidering,” fortæller Jacob Olsen til sn.dk

Ingen er anholdt eller sigtet i sagen, som politiet ser med meget stor alvor på og håber på borgernes hjælp til opklaringen.

”Politiet er meget glade for forskellige henvendelser med oplysninger, som allerede har givet anledning til mindre politiaktioner onsdag. Dog forestår der fortsat et større efterforskningsarbejde for at finde frem til den eller de personer, der står bag skyderiet,” udtaler efterforskningslederen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0