AnnonceLuk annonce




Stor opbakning til skraldeindsamling 

31-03-2019

I dag er den officielle ’skraldeindsamlingsdag’ i hele landet, og Danmarks Naturfredningsforening (DN) samler skrald igen i år. Rigtig mange lokale frivillige har meldt sig til at samle skrald i Kalundborg Kommune, og der har været rigeligt at gå i gang med. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Så blev det igen tid til at samle skrald ind i hele landet – også i Kalundborg, hvor Danmarks Naturfredningsforening (DN) står bag arrangementet, ligesom flere lokale har taget initiativ til at samle skrald forskellige steder i kommunen. Det er der faktisk flere lokale, der gør, året rundt.

Dåser og cigaretskod, papir og plastik flyder i naturen, langs vejen og i byernes grønne områder. Rigtig mange borgere er trætte af svineriet, og har derfor igennem en årrække samlet skrald mange steder, når de fx går en tur. I dag er dog den officielle ’skraldeindsamlingsdag’ i hele landet, og Danmarks Naturfredningsforening (DN) samler skrald igen i år. 

TV-Kalundborg mødte Tanja Døj, der har oprettet Facebooksiden ’Saml Skrald I Kalundborg Og Omegn’ samt en masse andre borgere, der alle havde valgt at bruge et par timer af deres søndag på at indsamle skrald fra naturen forskellige steder.

”Det er uhyggeligt så meget skrald, der ligger og flyder i naturen. Det skrald , man ser her, er fra Spangsbro, cykelstien på Røsnæsvejen, ved det gamle sygehus, Holbækvej og ved Novo. Derudover kommer der også skrald fra Slagelsevej, Hovvejen, Østerhavnevej, Elmegade, Tømmerupvej og Nyrup by. Der har gået omkring 35 børn og voksne de steder,” fortæller Tanja Døj.

Danmarks Naturfredningsforening har hvert år, siden 2006, afholdt landsdækkende affaldsindsamlinger for at sætte fokus på problemerne med henkastet affald i naturen. Sidste år deltog 200.000 heraf 141.000 børn fra skoler og institutioner i affaldsindsamlingen på landsplan. I alt indsamlede de over 173 tons affald og mere end 102.000 dåser. 

Derudover har Tanja Døjs ’Saml Skrald I Kalundborg Og Omegn’ altså også betydet, at flere mennesker rundt omkring i hele kommunen har været ude at samle skrald forskellige steder året rundt.

Så længe ligger affaldet i naturen, hvis det ikke bliver fjernet:

  • Cigaretfilter: op til 5 år
  • Aviser: op til 12 måneder
  • Tyggegummi: 5 år
  • Øl og sodavandsdåser: 10 – 500 år
  • Plastikposer: 100 – 1000 år
  • Plastiklåg til 6-pack: 450 år
  • Glasflasker: 4.000 – 1 million år
  • Kilde: Institut for Miljøvurdering


Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0