AnnonceLuk annonce




Skoleelever samler penge ind til godt formål

03-10-2018

Elever fra Friskolen & Idrætsefterskolen Ubby.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Friskolen & Idrætsefterskolen Ubby har oprettet en indsamling til Børne Cancer Fonden (BCF), hvor man på skolernes motionsdag vil samle penge ind til det gode formål.

Når det bliver fredag den 12. oktober løber børn og unge over hele landet i anledning af Skolernes Motionsdag, der ligger lige inden efterårsferien. På Friskolen & Idrætsefterskolen Ubby løber eleverne også, men de samler samtidig ind til et godt formål – cancerramte børn.

”Vi er lige nu ude og samle sponsorer blandt de lokale forretningsdrivende – og prøver derigennem at styrke det lokale fællesskab. Beløbet der skal afregnes, bliver regnet ud på kr. pr. km, eleverne på skolen tilsammen får løbet, eller et fast beløb. Vi har lavet aftaler med nogle af de lokale forretningsdrivende omkring donationer til Børne Cancer fonden. Indtil videre har vi lavet aftaler med T.A. Auto, Jerslev Stilladsservice, Skandi Bo samt Real Mæglerne Klarstrup og Sørensen ApSder alle donerer et beløb. Kaiser Sport donerer præmier til eleverne for fx at have løbet flest runder eller lign. Derudover sponsorerer Brugsen æbler og vand, og Fakta bananer,” fortæller Michael Oreby Eriksen, der er lærer på Friskolen & Idrætsefterskolen Ubby.

Han fortæller endvidere, at man har tænkt begivenheden, som en tilbagevendende event hvert år på Skolernes Motionsdag, og som en måde at styrke det lokale fællesskab og kendskab til hinanden på – alt imens man løber som skole for en god sag.

”Vi har en løbelinje på Idrætsefterskolen, og det er egentlig herfra vores idé er udsprunget – og bl.a. herigennem også at give de unge mennesker en ansvarsfølelse og læring ift. at være med til at arrangere og afholde events,” siger Michael Oreby Eriksen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0