Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse

Regionsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen (tv), viceborgmester og næstformand i Regionsrådet, Peter Jacobsen og borgmester i Kalundborg, Martin Damm. Foto: Gitte Korsgaard. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag formiddag mødtes borgmester Martin Damm (V) med regionsrådsformand Heino Knudsen (S)samt formand og næstformand for SkillsDenmark, Søren Heisel og Michael Boas Pedersen for at få overrakt statuetten fra SkillsDenmark i Kultur- og Bevægelsesparken i Høng. Samarbejdsaftalerne parterne imellem blev også underskrevet, herunder skrev Region Sjælland under på, at man støtter Kalundborg med 2 mio. kr. til DM i Skills i 2022.

Udover at der blev skrevet under på en samarbejdsaftale mellem Kalundborg Kommune og Region Sjælland om, at regionen bidrager med 2 mio. kr. til DM i Skills i Høng i 2022, blev depechen ligeledes overrakt fra den afgående til den tiltrædende DM i Skills arrangør. Da DM i Skills, der skulle have været afholdt Fredericia, i år blev aflyst på grund af COVID-19, blev begivenheden i stedet markeret i Høng, hvor Skills skal afholdes næste år. Her modtog Martin Damm en statuette af Bjørn Nørgaard, som et synligt bevis på værtsskabet.

Vigtigt at få de unge til at tage en faglig uddannelse

Martin Damm indledte med at fortælle, at Skills vil blive afholdt på et areal i Kultur- og Bevægelsesparken i Høng, der svarer til 36 håndboldhaller og med et publikum på ca. 50.000 regner man med. Derudover understregede han, hvor vigtigt det er, at rette fokus på, at de unge skal tage en faglig uddannelse.

”Vi er mange om at løfte opgaven, og nu er Reg Sjælland også med i Skills projektet. Vi er meget glade for, at de har bidraget med 2 mio. kr. Hvis ikke vi får nye faglærte ind, har vi et stort problem lige pludselig, og det er vi særligt opmærksom i Kalundborg grundet vores erhvervsliv,” fortæller han, og fortsætter: ”Kalundborg har en masse store virksomheder, men de står på fundamentet af alle de faglærte medarbejdere, der er ansat i virksomhederne. Der skal jo være nogle, der kan både bygge, drive og vedligeholde tingene. Derfor er det så vigtig for os.”

Mere prestige i at tage en erhvervsuddannelse

Regionsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen er enig med Martin Damm i, at Skills er et meget vigtigt projekt for Kalundborg, men også for hele regionen.

”Der er jo flere årsager til, at vi bruger tid og penge på Skills. Det handler om, at vi skal have endnu flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, da der er meget stor efterspørgsel på den arbejdskraft, som man får via en erhvervsuddannelse. Det er en lille katastrofe i Danmark, at der ikke er mere prestige i at tage en erhvervsuddannelse, da netop de uddannelser er afgørende for vores samfund. Kalundborg er et godt eksempel, da rigtig mange virksomheder ikke kan undvære den arbejdskraft. Skills er en samlet indsats for at få fokus på, hvor vigtigt det her erDet er en stor event, der gerne skal ramme alle kommuner i Region Sjælland. I 2030 vil vi mangle 99.000 faglærte, det viser tal for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Vi skal derfor samlet løfte agtelsen for erhvervsuddannelserne,” siger Heino Knudsen

Formand For SkillsDenmark, Søren Heisel, overrakte statuetten til Martin Damm, og fortalte, at SkillsDenmark glæder sig over, at man er blevet taget så godt imod i Høng allerede. 

”Vi glæder os og har store forventninger til arrangementet her i Høng. Vi er glade for, at DM næste år ligger i Høng, da vi gerne ser, at Skills kommer rundt i hele Danmark. Vi har allerede mærket opbakningen fra Høng som by, og man har skabt et helt nyt Skills koncept - nemlig en Skills butik. Det vil vi bestem tage med os videre,” sagde han.

Kan også lade sig gøre ude på landet

Peter Jacobsen, der både er viceborgmester i Kalundborg og næstformand i regionsrådet i Region Sjælland, er glad for, at netop Skills kommer til en by som Høng, da det netop viser, at man kan have Skills alle vegne i Danmark – også i de små byer ude på landet.

”Det er fantastisk, at vi har fået Skilss til Høng. Mange tror, at den slags arrangementer kun foregår i Herning eller i Bella Centret, men det kan også sagtens lade sig gøre mange andre steder, som fx i Høng, og det sender et signal til hee landet om, at det er muligt alle vegne i Danmark,” siger han.

Statuetten skal stå i Skills butikken, der ligger i Hovedgaden i Høng, hvor elever fra Høng Skole sammen med elever fra tømreruddannelsen i dag er i gang med et projekt, hvor de omdanner EU-Paller til møbler. 

Del