AnnonceLuk annonce




Skal du i læseklub?

17-09-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På Kalundborg Biblioteker er der hele 37 læseklubber tilknyttet, og stadig flere kommer til. Kalundborg Biblioteker vil imidlertid gerne sikre sig, at der ikke er borgere i kommunen, der gerne vil være en del af en læseklub, men ikke ved, hvor de skal gå hen.

De fleste mennesker har et grundlæggende behov for ind imellem at være alene og ind imellem at være sammen med andre. I en læseklub er der faktisk behov for begge dele, når man i lænestolens dyb glemmer sig selv, fordi man bliver suget ind i et bogunivers, og bagefter mødes med andre og deler og får nuanceret sin oplevelse af bogen. Kalundborg Biblioteker hjælper gerne folk i gang, hvis de ønsker at blive en del af en læseklub, eller måske starte en ny læseklub op.

”I en læseklub møder du nye mennesker, og bliver præsenteret for nye tanker. Hvor du tidligere hurtigt lagde en bog fra dig efter endt læsning, giver en læseklub mulighed for et meget større udbytte af din læsning. Man kan både blive inspireret og irriteret, men begge dele vil med stor sandsynlighed lægge nye alen til det menneske, du er. Al litteratur handler om relationer mellem mennesker, så at læse skønlitteratur er et vigtigt bidrag til, at vi kan blive bedre til at forstå både os selv, hinanden og verden omkring os,” siger Anette Barbara Skov, der er kulturformidler på Kalundborg Biblioteker.


 
Anette Barbara Skov fortæller, at alle kan være med i en læseklub. Nogle har læst hele deres liv, andre har først fået tid midt i livet. Fra bibliotekets side er det ambitionen, at læseklubberne er et fællesskab, hvor man qua det menneske man er og det liv, man har levet, kan erfare noget om verden og mennesker ved at samtale om litteratur. 

”En læseklub tilbyder på mange måder nye perspektiver. At alle er ens, er af samme grund ikke nødvendigvis et godt udgangspunkt for at sammensætte en læseklub,” siger Anette Barbara Skov.

Kalundborg Biblioteker hjælper gerne

Kalundborg Bibliotek hjælper med at starte nye læseklubber op, og har en venteliste, så de kan supplere allerede eksisterende læseklubber eller starte helt nye. Biblioteket bestiller de mange eksemplarer hjem, de nyeste bøger skal man dog vente lidt på. Man kan mødes privat, på biblioteket eller et helt tredje sted. 

”Er I færre end fire, risikerer I hurtigt at løbe tør for stof, og er I flere end ti kan det betyde, at det er svært at komme til orde. I flere læseklubber skiftes medlemmerne til frit at vælge en bog – det har den fordel, at I får læst bøger, som I måske ikke selv ville have valgt. Nogen har en fast ordstyrer, andre steder følger den rolle det medlem, som har valgt bogen, og nogle gange forbereder vedkommende også et lille oplæg om forfatteren og bogen. Vi har også spørgeguides, som kan hjælpe med at komme godt fra start, eller med at give nyt liv til en allerede eksisterende læseklub, og selvfølgelig kan vi altid hjælpe med forslag til al slags læsning,” siger Anette Barbara Skov.

Vil man vide mere om en læseklub, kan man kontakte Anette Skov på tlf. 92439784 eller på anette.skov@kalundborg.dk



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0