AnnonceLuk annonce




Skærpet straf for at voldtage 19-årig kvinde

23-11-2018

Af Jens Nielsen

En 25-årig mand har fået skærpet sin straf, efter han i marts voldtog en kvinde i Kalundborg.

En 25-årig mand har fået skærpet sin straf ved Østre Landsret, efter han i marts 2018 voldtog en 19-årig kvinde i Kalundborg.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden blev i sommer ved Retten i Holbæk idømt to et halvt år i fængsel for at have voldtaget en 19-årig kvindelig bekandt.

Den dømte mand forklarede i retten, at samlejet med kvinden havde været frivilligt, men den forklaring købte Retten i Holbæk ikke.

Voldtægten fandt sted i en fælles kammerats hus i Kalundborg. Den dømte mand og kvinde var netop kommet hjem fra en bytur, da voldtægten fandt sted.

Den 25-årige mand ankede byrettens dom til landsretten på stedet og kærede byrettens beslutning om, at han skulle sidde varetægtsfængslet frem til og under ankesagen.

Østre Landsret valgte dog at skærpe straffen, som kom til at lyde på fængsel i to år og ni måneder. Landsretten skærpede dermed straffen med tre måneder i forhold til den straf, som Retten i Holbæk idømte den 25-årige.

Den 25-årige har under ankesagen været frihedsberøvet i voldtægtssagen.

Læs også: 25-årig mand dømt for voldtægt



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0