AnnonceLuk annonce




Alle elever sendt hjem

08-12-2020

kontakt@tv-kalundborg.dk

Grundet de høje corona-smittetal overgår alle uddannelser på Allikelund Gymnasium til virtuel undervisning fra onsdag morgen den 9. december til fredag den 18. december, hvorefter der er juleferie.

Efter juleferien fortsætter den virtuelle undervisning i hele uge 1, og således åbner Allikelund igen for fysisk fremmøde for alle eleverne mandag den 11. januar. Den senere fysiske genåbning i det nye år giver mulighed for, at alle med mistanke om smitte kan blive testet, inden de mødes igen i skolen og på arbejdspladsen. Medarbejdere, forældre og elever blev i begyndelsen af ugen orienteret om overgangen til digital undervisning.

Formålet med tiltaget er at skabe mindre bekymring og reducere risikoen for en række smittekæder og dermed en reel nedlukning på grund af corona. Allikelund Gymnasium har hidtil været forskånet for corona-udbrud, og det håber skolen også at være i fremtiden. Faktisk har Allikelund kun haft 2 corona-smittede i hele 2020, hvilket næsten ikke har påvirket undervisningen.

”Det høje smittetryk, vi oplever i samfundet på nuværende tidspunkt, har givet anledning til, at vi har valgt at gøre brug af et forsigtighedsprincip, og derfor omlægger vi undervisningen til virtuel undervisning,” fortæller rektor Karen Marie Bach Christensen og fortsætter: ”Vi vil alle gerne være sammen med vores kære til jul, og julen er i forvejen udfordret i forhold til forsamlingsforbuddet på 10. Vi vil gerne fortsætte i det samme positive spor, og har ikke lyst til, at Allikelund pludselig oplever et corona-smitteudbrud her op til jul. Året 2020 har på mange måder været et aparte år, og vi trænger vist alle til at opleve årets jule- og nytårsfester med smil og glæde - og uden for megen sygdom.

Gode erfaringer med digital undervisning
Skemaet for Allikelunds klasser vil ligne sig selv både før og efter jul, da alle timer nu blot omlægges til virtuel undervisning. Heldigvis er Allikelunds lærere rigtig gode til samarbejde og koordinering, fortæller underviser Charlotte Sølver: ”Vi har mange gode erfaringer med den digitale, virtuelle undervisning. Erfaringer, der er gode at holde fast i, og som vi trives med, så længe de kombineres med undervisning med fysisk tilstedeværelse, fastslår Charlotte og understreger samtidig, at skolens lærere er glade for tiltaget, men at de selvfølgelig også ser frem til igen at kunne undervise i fysiske klasselokaler til januar.

Ikke en forlænget ferie
Rektor Karen Marie Bach Christensen slår fast, at den virtuelle undervisning bestemt ikke må betragtes som en forlængelse af juleferien: ”Denne omlægning af undervisningen er ikke nogen udvidet juleferie, og jeg er helt sikker på, at vores elever er fuldstændig med på denne præmis. Desuden er jeg også overbevist om, at når eleverne indtil nu – ja i hele 2020 - har været så gode til at overholde alle corona-restriktionerne, så fortsætter de også med det i den kommende periode med fjernundervisning. Jeg er sikker på, at de vil huske øget forsigtighed også uden for skoletiden, så der ikke skabes smittekæder på kryds og tværs af sociale grupper i højtiden."

Tiltaget med virtuel undervisning gælder for hele EUC Nordvestsjælland, og det påvirker derfor alle seks afdelinger på EUC. Dog bliver det muligt at gennemføre diverse planlagte prøver og eksaminer, samt at have eleverne på skolen i de fag, som de skal afslutte eller som kræver værkstedsaktivitet eller andet, der ikke er muligt at gennemføre virtuelt. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0