AnnonceLuk annonce




Sig farvel til stort og småt brændbart

06-11-2018

På fredag er det slut med stort og småt brændbart. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag d. 9. november siger Kalundborg Kommune farvel til stort og småt brændbart, det markeres på genbrugspladsen i Kalundborg hvor borgerne er velkommen til at komme forbi og sige farvel til de gamle containere og goddag til nye.

For at øge mængden af affald til genanvendelse siger Kalundborg kommunes genbrugspladser ’Farvel til brændbart’ den 9. november. Borgere og virksomheder kan sagtens komme af med alt det affald, som plejer at blive afleveret på genbrugspladsen - nu skal det blot sorteres mere til gavn for dig, mig og ikke mindst miljøet. 

Forandringen markeres

Forandringen bliver markeret den fredag 9. november klokken 12.30 på genbrugspladsen, Asnæsvej 5, Kalundborg. Her vil Niels Hörup, formanden for ARGO og Jakob Beck Jensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune, være til stede og sende den sidste container med brændbart afsted til ressourceudnyttelse. Her er borgerne velkomne til at komme forbi og sige farvel til brændbart og goddag til nye containere.

Nye tider – ny prioritering

Containere til stort og småt brændbart har tjent landets borgere godt i flere årtier. De er blevet folkeeje og har endda inspireret Steffen Brandt og tv2 til titlen på det prisvindende album ”På kanten af småt brændbart”. Men tingene har ændret sig, og Kalundborg Kommune og ARGO tager et medansvar for verdens ressourcemæssige udfordringer og arbejder efter prioriteringen: Genbrug først, genanvendelse før energiudnyttelse og til sidst deponering.

Det betyder, at når du som borger besøger en af genbrugspladserne i Kalundborg Kommune, vil du fra den 9. november skulle sortere dit affald endnu mere, end du gør i dag. Du vil dog stadig kunne komme af med dit tidligere brændbare affald - det skal blot sorteres. I målet om en større sortering er der kommet nye containere til. Der er fx containere til tekstiler, bøger, indendørstræ og udendørs træ, samt ’Uegnet til genanvendelse’.  Sidstnævnte er til sammensatte produkter og materialer der ikke kan oparbejdes igen, det kan være eksempelvis en styrthjelm.  

”Den nye affaldssortering er en del af Kalundborg Kommunes ambition om at blive endnu grønnere. Vi siger farvel til de gamle affaldssorteringer for at få en mere optimal behandling af affald i forhold til miljøet.  Og selvom vi alle lige skal vænne os til at sortere i de nye containere, er jeg sikker på, det er noget alle kan bakke op om, da det jo er til gavn for et bedre miljø,” siger Jakob Beck Jensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0